Sport - Ritzau

Landsholdsspilleren Lindstrøm rykker til Napoli

Landsholdsspilleren Lindstrøm rykker til Napoli

Landsholdsspilleren Lindstrøm rykker til Napoli

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Germany Soccer Friendlies Foto: Arne Dedert/Ritzau Scanpix

Jesper Lindstrøm skifter tyske Eintracht Frankfurt ud med italienske Napoli, som tidligere i år blev mester.

Jesper Lindstrøm har haft stor succes siden skiftet fra Brøndby til Eintracht Frankfurt for to år siden.

Nu går turen sydpå for den danske landsholdsspiller, som er blevet købt af den italienske mesterklub Napoli.

Det oplyser begge klubber på deres hjemmesider.

23-årige Lindstrøm havde oprindeligt kontrakt med Frankfurt tre år endnu, men Napoli får altså nu glæde af danskerens arbejdskraft.

I Frankfurt bliver han dog ikke glemt lige foreløbig, understreger sportsdirektør Markus Krösche.

- Jesper har spillet en stor rolle i den positive udvikling, vi har været igennem over de seneste to år. Han vil altid minde os om at vinde Europa League, nå den tyske pokalfinale og sidst, men ikke mindst, de mange store øjeblikke i Bundesligaen.

- Jesper gennemgik også en stor personlig udvikling, hvilket vidner om, at vi som klub kan føre yderst talentfulde spillere til næste niveau, siger sportsdirektøren.

Hovedpersonen selv har haft to begivenhedsrige år. Det skriver han i et opslag på Instagram, hvor han tager afsked med Bundesliga-klubben.

- Hvor skal jeg starte? Vi var kun sammen i to år, men sikke en tid. Så mange op- og nedture, men vigtigst af alt så mange minder, skriver han.

- Vi skrev historie sammen. I vil altid have en plads i mit hjerte. Mit første internationale trofæ og sikke en rejse, skriver han med henvisning til sidste års triumf i Europa League.

Tidligere tirsdag blev Jesper Lindstrøm udtaget til landstræner Kasper Hjulmands trup til de kommende kampe i EM-kvalifikationen mod San Marino og Finland.

Når fysikken ikke har drillet, har han længe været fast mand i Hjulmands trup, og ved sidste års VM fik han spilletid i alle tre gruppekampe. Samlet har han fået spilletid i ti kampe under Hjulmand.

Nu skal offensivspilleren forsøge at gøre livet surt for forsvarsspillerne i støvlelandet.

Napoli vandt i den forgangne sæson det italienske mesterskab for første gang i 33 år og deltager dermed også i Champions League.

Holdet har fået en god start på sæsonen med sejre i de to første ligakampe over Sassuolo og Frosinone.

Napoli er Lindstrøms tredje klub som professionel.

Karrieren begyndte i Brøndby, hvor han også fik sin fodboldopvækst. Umiddelbart inden skiftet til Tyskland var han med til at vinde det danske mesterskab.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“