Sport - Ritzau

Landstræner ser konstruktivt på lærestreg: Vi kom op i tempo

Landstræner ser konstruktivt på lærestreg: Vi kom op i tempo

Landstræner ser konstruktivt på lærestreg: Vi kom op i tempo

Ritzau
Søborg
Zuletzt aktualisiert um:
International friendly: Denmark - Spain Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Danmark blev længe kørt rundt i manegen, men det var fint at mærke, hvad der skal til, siger landstræneren.

- Nu ved vi, hvad der kræves.

Således lød den konstruktive konklusion fra landstræner Lars Søndergaard, da Danmarks fodboldlandshold onsdag spillede den sidste testkamp før VM.

På Gladsaxe Stadion fik de danske kvinder lidt af en lærestreg mod et stjernespækket spansk mandskab, som sagtens kunne have vundet med mere end 2-0.

- Den her kamp var rigtig vigtig, for den gav noget erfaring i forhold til, hvor vi kan skrue på tingene. Det er selvfølgelig træls at tabe, men vi kan tage mange ting med, siger Lars Søndergaard.

De danske fodboldkvinder rejser til VM i Australien på mandag, og så venter gruppekampe mod Kina, Haiti og en af VM-favoritterne England.

Lars Søndergaard identificerede mod Spanien nogle af de punkter, hvor Danmark skal løfte sit niveau for at være med, hvor det er rigtig sjovt.

- Vi kom op i tempo. Vi skal være skarpere, bedre i nærkampene og være endnu tættere på modstanderne. Det er sådan noget, vi får med herfra.

- Når vi bliver presset så hårdt i det tempo og på det niveau, så skal vi reagere hurtigere, siger Lars Søndergaard.

Pernille Harder kom til en af Danmarks største chancer i anden halvleg, men hendes hovedstød blev en smule halvhjertet, fordi hun i solen havde svært ved at få øje på bolden.

Hun kæmpede længe i ensom majestæt helt fremme i angrebet, og hun erkender, at der er et stykke vej til verdenstoppen. Ikke desto mindre forsøgte også hun at tage de konstruktive briller på efter opgøret.

- Vi havde nogle gode omstillinger, hvor vi bare lige manglede det sidste. Men vi kan tage med, at vi overhovedet lykkedes med at skabe omstillinger mod så godt et hold.

Hun mener, at de danske kæder kom til at stå lige lovlig defensivt.

- Vi ville gerne prøve at undgå at stå superlavt på banen. Vi prøvede at kæmpe os frem, og der var også tilfælde, hvor vi vandt bolden lidt længere fremme på banen.

- Vi skal stå kompakt, men vi skal være aggressive, siger hun.

Danmark åbner VM mod Kina 22. juli, og den kamp kan meget vel blive afgørende for, om det ender med avancement fra gruppespillet eller ej.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“