Sport - Ritzau

Landstræner spekulerede ikke i nederlag: Ville være utroværdigt

Landstræner spekulerede ikke i nederlag: Ville være utroværdigt

Landstræner spekulerede ikke i nederlag: Ville være utroværdigt

Ritzau
Paris
Zuletzt aktualisiert um:
Paris Olympics Handball Foto: Brian Inganga/Ritzau Scanpix

Det danske håndboldlandshold slog Sydkorea klart, selv om et nederlag måske var det bedste resultat.

Et usædvanligt og ubekvemt scenarie opstod for de danske håndboldkvinder før sidste gruppekamp ved OL mod Sydkorea.

Tabte danskerne, kunne det måske gavne dem senere i turnering, fordi Norge som toer så først kunne møde Danmark i finalen.

Omvendt ville en dansk sejr sende Norge videre som gruppevinder og potentiel modstander i semifinalen. Men det spekulerede landstræner Jesper Jensen ikke i.

- Jeg synes, at vi skal være stolte af at være danskere ved, at det er sådan her, vi gør, understreger han efter sejren på 28-20.

- Hvis vi som ledergruppe stod og prædikede troværdighed, professionalisme og fairness og så bad dem spille dårligt for at tabe, fordi det måske kunne give en lille fordel, synes jeg ikke, vi kunne stå på mål for det. Og vi ville også miste troværdighed.

- Så jeg er superglad for den måde, vi gjorde det på. Selvfølgelig gik vi ikke all in med alt, fordi vi selv skal spille kvartfinale. Vi gav pause til nogle, og nogle spillede uvante pladser. Dem, der var på banen, var "in it to win it", siger landstræneren.

Spillerne var godt klar over, hvordan kampens udfald ville påvirke stillingen i gruppen og dermed resten af turneringen.

Men det handlede om at vinde og tanke selvtillid, forklarer Helena Elver.

- Jeg spiller aldrig en håndboldkamp for at tabe med vilje. Det var overhovedet ikke noget, der blev talt om.

- Vi havde meget at bruge kampen til. Vi skulle tanke selvtillid og fordele spilletiden. Vi skulle virkelig bare give den alt, så vi tænkte ikke over, hvad kampen betød. Det handlede mere om os selv, siger hun.

Elver blev kastet godt og grundigt rundt på banen, hvor hun både spillede højre og venstre fløj og var en del af bagkæden.

Så mange positioner har hun aldrig prøvet at spille i én kamp.

- Det må være rekorden. Jeg tager det, som det er. Der er nogle kabaler, der skal gå op, og så må jeg udfylde de roller, forklarer hun.

Sidste gruppekamp var også en kærkommen lejlighed til at give spilletid til Michala Møller, som har afløst skadede Louise Burgaard i truppen.

OL-debutanten nød sin første optræden på den største scene, selv om kampens betydning var til at overse.

- Det var kæmpestort. Det er noget, jeg har drømt om, så at det skulle blive nu, er jeg virkelig stolt over. Det var en kæmpe oplevelse, siger Møller, som er indstillet på at blive udskiftet igen, hvis Burgaard bliver klar.

- Jeg tager det lidt dag for dag og ser, hvordan det går med Louise.

Danmark møder Holland i kvartfinalen på tirsdag.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“