Sport - Ritzau

Landstrænervikar dobbeltjobber: Uholdbart på den lange bane

Landstrænervikar dobbeltjobber: Uholdbart på den lange bane

Landstrænervikar dobbeltjobber: Uholdbart på den lange bane

Ritzau
Helsingør
Zuletzt aktualisiert um:
Herrelandsholdet i fodbold træner og møder pressen Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Lars Knudsen har haft en hektisk uge som landstræner, men lever fint med lidt mindre søvn i en kort periode.

Landstrænervikar Lars Knudsen har haft travlt, siden han for en uge siden blev præsenteret som stand-in i det prestigefyldte job, imens landstræner Morten Wieghorst er sygemeldt.

Knudsen har i den forgangne uge passet sit job som dødboldtræner i bundesligaklubben Augsburg, samtidig med at han har forberedt sig på de forestående opgaver som dansk landstræner.

Arbejdsbyrden tager han med oprejst pande, men han pointerer også, at det ikke er foreneligt at have to fuldtidsjob på den lange bane.

- Det har været en hektisk, men god uge. Jeg har forberedt mig på en bundesligakamp i weekenden, men jeg har også forberedt mig på at skulle møde ind her i landsholdslejren, så jeg har arbejdet lidt ekstra i den seneste uge. Jeg arbejder dobbelt i den her periode.

- Over en lang periode vil det være udfordrende at have de to job, men i første omgang er det en periode på to uger - sidste uge og så den her uge. Når det ikke er længere, så klarer vi den.

- Hvis der opstår en situation, hvor det skal være i længere tid, så må jeg forholde mig til det, siger Lars Knudsen.

Ud over at skulle assistere Jess Thorup i Augsburg har nordjyden haft travlt med at se kampe med deltagelse af danske landsholdsspillere.

- Jeg har svært ved at holde styr på, hvor mange kampe jeg har set. Jeg har været meget på computeren og telefonen, og der er foregået en helt masse ting, så jeg kan møde ind her og være helt klar, siger Lars Knudsen.

Han har blandt andet være tvunget til at lave ændringer i sin landsholdstrup. Først blev Matt O'Riley skadet, og siden måtte afløseren Maurits Kjærgaard også melde forfald, mens reservemålmand Frederik Rønnow ligeledes er ukampdygtig.

Lars Knudsen er hverken presset af de ændrede arbejdsopgaver eller nervøs for, hvordan den kommende uge forløber i sit midlertidige job.

- Helt generelt er jeg en rolig nordjyde, der tager tingene oppe fra og ned. Jeg fokuserer på opgaven, og den er at forberede et fodboldhold i at skulle spille kamp på torsdag.

- Det er en opgave, jeg har en masse erfaring i fra forskellige roller. Så det gør mig ikke nervøs, det glæder jeg mig bare til, siger Lars Knudsen.

Danmark møder Schweiz på torsdag og Serbien på søndag. Begge Nations League-gruppekampe spilles i Parken.

Morten Wieghorst er sygemeldt med stress-symptomer, og det er usikkert, om han er i stand til at vende tilbage til landstrænerjobbet, når holdet samles igen i oktober.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“