Sport - Ritzau

Langskudsdrøn sender Rumænien i sejrsrus ved EM

Langskudsdrøn sender Rumænien i sejrsrus ved EM

Langskudsdrøn sender Rumænien i sejrsrus ved EM

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Euro 2024: Romania - Ukraine Foto: Peter Kneffel/Ritzau Scanpix

Rumænien sprudlede og sikrede sig en klar sejr over Ukraine, der nærmest intet skabte.

Bunker af rumænere sørgede for, at Allianz Arena i München var klædt i gult, da Rumænien mandag eftermiddag fik en forrygende indledning på EM-slutrunden.

Blandt andet to langskudsdrøn sørgede for, at rumænerne nedlagde Ukraine med 3-0 i slutrundens gruppe E, hvor Belgien og Slovakiet mødes senere mandag.

Ukraine var ellers udset som favorit til opgøret, men rumænerne var knivskarpe, når de fik chancen, og udnyttede iskoldt nogle af de fejl, som ukrainerne begik i opspillet.

Det så man efter knap en halv time, da Nicolae Stanciu scorede det hidtil flotteste mål ved slutrunden.

Rumænerne pressede højt og aggressivt, da Ukraine ville spille bolden ud bagfra. Real Madrid-keeper Andriy Lunin fik bolden under pres og sparkede den febrilsk ud mod sin venstreside.

Her vandt Rumænien bolden tilbage, og kort efter havnede den hos Stanciu på kanten af feltet, hvorfra han kanonerede den op i modsatte hjørne.

Ukraine havde ellers haft bolden klart mest, men stjernetrioen bestående af Artem Dovbyk, Mykhaylo Mudryk og Oleksandr Zinchenko, som der var forventet meget af, formåede ikke at skabe en pind.

Rumænerne lukkede kynisk af, og når de fik fat i bolden, gik det stærkt den anden vej. Man sad med en fornemmelse af, at hvert eneste kontraangreb kunne føre til store chancer.

Også på dødbolde virkede rumænerne farlige. Nicolae Stanciu kom tæt på sit andet mål lige før pausen, da han sendte et hjørnespark direkte på overliggeren.

Det kunne være gået helt galt for Ukraine, som dog slap med 0-1 ved pausen. Helt galt gik det først efter pausen.

Otte minutter inde i anden halvleg nåede Razvan Marin først frem til en løs bold på kanten af feltet og sparkede den mod mål, hvor Andriy Lunin så skidt ud, da bolden røg under ham.

Fem minutter senere blev kampen reelt afgjort, da Dennis Man efter et hjørnespark driblede sig vej gennem en passiv ukrainsk defensiv og lagde bolden til rette for Denis Dragus, der skubbede bolden nemt i mål.

Ukraine forsøgte med et sidste pres og havde da også en kvalificeret afslutning fra kanten af feltet. Men de helt store chancer udeblev.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“