Sport - Ritzau
Lars Jacobsen roser Brian Riemer for at skubbe til personlige ting
Lars Jacobsen roser Brian Riemer for at skubbe til personlige ting
Lars Jacobsen roser Brian Riemer for at skubbe til personlige ting
Lars Jacobsen, som har spillet under Brian Riemer i FCK, husker især hans gode forhold til spillerne.
Torsdag fik det danske herrelandshold i fodbold ny landstræner i skikkelse af den tidligere Anderlecht-cheftræner Brian Riemer.
En, der kender den nykårede 46-årige landstræner, er Lars Jacobsen, fodboldekspert på TV 2.
Jacobsen, der nåede at spillede 81 landskampe for Danmark, havde Brian Riemer som assistenttræner i FC København fra 2012 til 2014, og han husker Riemer som en træner, der var meget vellidt blandt spillerne.
- Han er rigtig dygtig på træningsbanen. Da jeg arbejdede sammen med ham i FCK, var han meget tæt på spillertruppen. Han skubbede meget til de personlige ting og arbejdede detaljeret med de individuelle ting på banen.
- Man var ikke decideret venner med ham, men man var tæt på ham, og man kunne også godt snakke med Riemer om andre ting end fodbold og dele nogle ting, man synes var udfordrende.
- Han var rigtig god til de unge spillere og havde en vigtig rolle i at ruste unge spillere, som måske ikke helt var klar til det, når de skulle spille, siger Jacobsen.
Lars Jacobsen pointerer, at det selvfølgelig vil komme til udtryk på en anden måde, fordi han nu er cheftræner. Den rolle kender Jacobsen ham ikke i lige så indgående.
- Faktum er jo, at Riemer stadig er relativ ny i cheftrænerrollen på topniveau, men han har en hel del erfaring som assistenttræner under nogle rigtig dygtige trænere som Ariël Jacobs, Ståle Solbakken, Thomas Frank og så videre.
- Han har den faglige baggrund for at kunne træne på det højeste niveau, siger Jacobsen.
Selv om Brian Riemer kun lige knap har to års erfaring som cheftræner for et professionelt seniorhold, mener Lars Jacobsen ikke, at det diskvalificerer Rimer.
- Vi har set Lars Knudsen komme ind med endnu mindre erfaring, og han har gjort det ganske udmærket. Så hvorfor skulle Riemer ikke kunne gøre det? spørger TV 2-eksperten.
/ritzau/