Sport - Ritzau

Lasse Norman flytter til Danmark inden familieforøgelse

Lasse Norman flytter til Danmark inden familieforøgelse

Lasse Norman flytter til Danmark inden familieforøgelse

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Fejring af VM-vindere i 4000 meter banecykling Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hele banelandsholdet blev onsdag fejret på Københavns Rådhus for den VM-guldmedalje, holdet hentede i august.

Som den eneste havde Lasse Norman Leth ikke sin guldmedalje om halsen, da banelandsholdet onsdag blev fejret på Københavns Rådhus efter den VM-triumf, holdet hentede i august i 4000 meter holdforfølgelsesløb.

Holdkammeraterne Frederik Rodenberg, Niklas Larsen og Carl-Frederik Bévort bar deres guldmedaljer om halsen. Rasmus Lund kunne ikke være til stede og havde meldt afbud.

Der var dog en naturlig forklaring på Lasse Normans manglende medalje, da han var rejst direkte fra sin bopæl i Spanien og hen til fejringen i København med de traditionelle rådhuspandekager.

Det varer dog ikke længe, før Lasse Norman efter ni år i udlandet permanent flytter hjem til Danmark.

- Jeg bor i Spanien, og jeg har været nede og pakke min lejlighed sammen, for jeg flytter til Danmark til næste år. Jeg flytter her efter nytår, så fra 1. januar bor jeg i Danmark igen, siger Lasse Norman.

Han er gift med cykelrytteren Julie Leth, og parret venter en søn i begyndelsen af det nye år.

- Der er en familieforøgelse på vej, og det er i hvert fald første punkt i forhold til tiltrækningen til Danmark. Vi kunne godt tænke os at bo og opdrage vores børn i Danmark.

- Så nu er det blevet tid til det, og samtidig er det ikke en nødvendighed at bo i udlandet som professionel. På den måde har cykelsporten ændret sig. Så det har været et simpelt valg at flytte og starte på en frisk, siger han.

Uno-X-rytteren glæder sig til at komme hjem i det nye og begivenhedsrige år, hvor der både venter OL i Paris og banecykling-VM i Ballerup.

- Jeg flyttede til Spanien i 2014, da jeg blev professionel og har boet dernede siden. Det har været et fedt træningsområde og nogle fede træningsforhold.

- Det var lidt normen dengang, at når man blev professionel, så flyttede man til udlandet.

- Jeg har haft det sjovt i udlandet, men der er lidt andet på tapetet næste år, så nu prøver vi at bo i Danmark, forklarer han.

Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), var også til stede for at hylde banelandsholdet med en tale i Magistratsalen på rådhuset, hvor venner og familie også var mødt op.

- Jeres disciplin og dedikation er noget helt ud over det sædvanlige. Det er inspirerende. Det er en sand fornøjelse for os, der følger det fra sofaen.

- I bryder simpelthen grænserne for, hvad der er muligt på en cykelbane, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Men hvor var Lasse Normans guldmedalje så blevet af? Jo, den befandt sig et sikkert sted et godt stykke fra den danske hovedstad.

- Den hænger hjemme i Julies lejlighed i Aarhus. Der hænger alle mine VM-trøjer også. Dem har jeg flyttet for noget tid siden.

- Min rigtige og officielle VM-trøje hænger der også. Det her er bare en lånetrøje, afslører Lasse Norman med et smil.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“