Sport - Ritzau
Leon Madsen skuffer i regnfuld VM-premiere
Leon Madsen skuffer i regnfuld VM-premiere
Leon Madsen skuffer i regnfuld VM-premiere
Leon Madsen fik en forfærdelig start på VM-serien, og Mikkel Michelsen nåede semifinalen i kroatisk grandprix.
Den danske speedwaykører Leon Madsen har ambitioner om at blive verdensmester, men lørdagens premiere i VM-serien gav ingen indikationer i den retning.
Han sluttede langt fra semifinalerne på en aften, hvor verdensmesteren Bartosz Zmarzlik snuppede en premieresejr.
I grandprixet i kroatiske Gorican hentede Madsen blot fire point i sine fem starter, og det rakte ikke til mere end en placering i den tunge ende.
Derimod hentede Mikkel Michelsen ni point og avancerede til semifinalen. Her måtte han dog tage til takke med tredjepladsen, og dermed blev det ikke til en dansk finale i premieren.
Kraftig regn udsatte lørdagens grandprix i godt en halv time, men det lykkedes altså at komme i gang og fuldføre premieren.
På forhånd var der store forventninger til Leon Madsen, men sidste års samlede nummer to i VM-serien, lagde ud med en sidsteplads i heat 1.
Så var der mere fart i Mikkel Michelsens motorcykel. Han lagde ud med fire point i de første to heats, og derefter snuppede han sejren i heat 10 foran verdensmesteren Bartosz Zmarzlik.
Michelsen kom dog ned på jorden igen i sit næste heat, hvor han sluttede sidst. I sit sidste heat lykkedes det dog at hente andenpladsen, der sikrede semifinalepladsen. Men mere blev det ikke til.
Den tredje danske deltager, Anders Thomsen, indledte serien med fem point.
Finalen blev dramatisk, da australske Jason Doyle styrtede allerede på første omgang, da han ellers var i en god position.
I stedet vandt polske Zmarzlik foran briten Robert Lampert og svenske Fredrik Lindgren.
/ritzau/