Sport - Ritzau

Mads Pedersen om sejr: Jeg startede ud som død og helvede

Mads Pedersen om sejr: Jeg startede ud som død og helvede

Mads Pedersen om sejr: Jeg startede ud som død og helvede

Ritzau
Helsingør
Zuletzt aktualisiert um:
Femte og sidste etape af PostNord Danmark Rundt 2023 Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Vinder af Danmark Rundt Mads Pedersen satte et højt tempo fra start, men radioen gik ud halvvejs.

Det var en magtdemonstration, da Treks Mads Pedersen lørdag trillede i mål med 24 sekunder ned til næste mand på enkeltstarten i Helsingør i PostNord Danmark Rundt.

Men den 27-årige cykelrytters radio gik ud halvvejs gennem den 16,1 kilometer lange etape, fortæller han efter ceremoni og præmieoverrækkelse.

- Fra der var otte kilometer til målet, fik jeg ingen mellemtider. Så jeg kørte bare som et hul i jorden og håbede på, at jeg kunne holde den, siger han.

- Men der er ikke nogen i det her løb, der har noget i forhold til mine watt, så det var bare at træde hårdt nok til at vinde.

Efter Bagsværd-etapen torsdag var holdkammeraten Mattias Skjelmose iført den blå førertrøje med bare fire sekunder ned til Mads Pedersen.

Det var derfor et mål at lægge hårdt fra start, fortæller Mads Pedersen.

- Jeg ville gerne presse Mattias fra starten af. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at selv om vi er holdkammerater, så kørte vi imod hinanden i dag.

- Så jeg startede ud som død og helvede op til den første mellemtid i håb om, at det måske ville knække ham en lille smule, siger han.

Han roser Mattias Skjelmose for sejren i Vejle på 3. etape og understreger, at de er to forskellige typer ryttere.

- Vi ved, hvornår det ligger til ham, og hvornår det ligger til mig. Så er der sådan en etape som Vejle, hvor vi begge kan spille en rolle. Vi er så gode kammerater, at vi godt kan unde hinanden sejre.

- Så vi har fået det ud af det, vi gerne ville have. Vi har to etapesejre, og Skjelmose vinder nok den flotteste sejr, man kan gøre på dansk grund. Men jeg havde heldigvis benene til at slå ham, så jeg klager ikke, siger han.

Det er også noget, som de to stjerneryttere har lavet sjov med før PostNord Danmark Rundt, siger Mads Pedersen.

- Det er ikke så tit, at vi får lov til at køre om den samlede sejr internt. Vi har selvfølgelig gået og joket med det og sagt, at taberen skulle give en middag.

- Så jeg glæder mig til, at han giver mig den middag. Det har været regulært, at vi har kørt om det, og det har været rigtig sjovt, lyder det fra Mads Pedersen.

Allerede søndag skal PostNord Danmark Rundt-vinderen i aktion igen, hvor Bemer Cyclassics venter i Hamburg i Tyskland. Men kan benene klare det?

- Ja, det er jo mit arbejde. Vi skal ned på færgen, jeg skal have en schnitzel med fritter, og så er det på cyklen igen i morgen, siger Mads Pedersen.

Det er ikke første gang, at Mads Pedersen vinder PostNord Danmark Rundt. Det gjorde han også i 2017 foran EF Educations Michael Valgren.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“