Sport - Ritzau

Mads Pedersen vinder igen i dramatisk Vuelta-afslutning

Mads Pedersen vinder igen i dramatisk Vuelta-afslutning

Mads Pedersen vinder igen i dramatisk Vuelta-afslutning

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Spain Cycling La Vuelta Foto: Angel Fernandez/Ritzau Scanpix

Efter en kedelig etape sluttede Mads Pedersen som triumfator i Vueltaen i den hæsblæsende afslutning.

Han var udråbt som kæmpe favorit, og han levede op til det.

Tirsdag vandt Mads Pedersen (Trek) sin anden sejr i årets Vuelta a España, da han på 16. etape overbevisende flåede cyklen først over stregen.

Ligesom på 13. etape satte han blandt andre Pascal Ackermann (UAE) til vægs i spurten efter en dramatisk afslutning på etapen, som ellers var drønende kedelig.

På en lille stigning inden mål angreb Primoz Roglic (Jumbo-Visma) med Pascal Ackermann (UAE) på hjul. Mads Pedersen lå et stykke tilbage, men satte tempoet op og hentede de to forreste.

Samtidig fik løbets førende rytter, Remco Evenepoel (Quick-Step), en defekt, og Primoz Roglic satte høj fart allerforrest i jagten på dyrebare sekunder.

Sloveneren kom dermed til at fungere som leadoutman for Mads Pedersen, som med 200 meter satte spurten ind. Pascal Ackermann forsøgte at følge med, men kunne ikke.

Primoz Roglic mistede også hurtigt muligheden for at vinde, og da det så ud til, at han blot skulle trille i mål med de forreste, styrtede han og slog sig til blods.

Sloveneren fik dog samme tid som de forreste, mens Evenepoel måtte nøjes med at få samme tid som hovedfeltet efter sin punktering.

Det betød, at Roglic hentede otte sekunder på belgieren og er 1 minut og 26 sekunder efter i klassementet. Enric Mas på tredjepladsen er 2 minutter og 1 sekund efter Evenepoel.

I hvilken forfatning den forslåede Roglic er, står hen i det uvisse indtil videre.

Tirsdagens sejr er Mads Pedersens ottende i 2022. Tidligere i år har han vundet etaper i blandt andet Tour de France og Paris-Nice.

Inden rytterne nåede frem til finalen, var etapen ikke ligefrem noget festfyrværkeri. To spanske ryttere fik lov at tage på togt, og sprinterholdene havde ingen problemer med at holde snor i lykkeridderne.

Mads Pedersens Trek-mandskab var et af de hold, der tog ansvar forrest i feltet, og da der var 12 kilometer tilbage af etapen, blev Luis Angel Maté (Euskaltel) og Ander Okamika (Burgos) opslugt.

Derefter blev tempoet skruet særdeles højt op i feltet. Quick-Step satte sig forrest for at holde løbets førende rytter, Remco Evenepoel, ude af problemer.

Men de sidste ti kilometer var spækket med rundkørsler, og det betød, at det konstant var hektisk.

Det gik blandt andet ud over Kaden Groves (BikeExchange), der fik en defekt. Australieren var en af dem, der kunne have drillet Mads Pedersen i finalen, men det fik han ikke mulighed for.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“