Sport - Ritzau
Magnus Cort triumferer i Italien efter soloridt
Magnus Cort triumferer i Italien efter soloridt
Magnus Cort triumferer i Italien efter soloridt
Magnus Cort (Uno-X) tog sin femte sejr i 2024, da han efter et soloridt vandt Veneto Classic.
På en stor dag for dansk cykling bidrog Magnus Cort med en sejr på landevejen, da han vandt det italienske endagsløb Veneto Classic.
Uno-X-danskeren gik med omkring ti kilometer til mål solo efter at have været en del af morgenudbruddet og holdt hele vejen, efter at medudbryderne stille og roligt faldt fra.
Cort triumferede foran den unge franskmand Romain Grégoire (FDJ) og Xandro Meurisse (Alpecin), der sluttede henholdsvis 16 og 18 sekunder efter den 31-årige dansker.
Veneto Classic bød på små 190 minutter og masser af små stigninger, hvilket passer en type som Cort glimrende.
Også landsmanden Anders Foldager (Jayco) var med i udbruddet og gjorde en god figur. Han slap først Cort som næstsidste mand, men røg dog ud af top-10, da resterne af et decimeret felt kom buldrende bagfra.
Sejren i Italien er Corts femte i 2024, hvor han er skiftet fra EF til Uno-X.
I juni vandt han en etape i Critérium du Dauphiné, i juli fulgte to etaper i Arctic Tour of Norway og i august vandt han 2. etape af PostNord Danmark Rundt.
I alt har Cort 31 professionelle sejre på sit cv.
/ritzau/