Sport - Ritzau

Magnussen slutter sidst i Verstappens rekordsejr på Monza

Magnussen slutter sidst i Verstappens rekordsejr på Monza

Magnussen slutter sidst i Verstappens rekordsejr på Monza

Ritzau
Monza
Zuletzt aktualisiert um:
Italy F1 GP Auto Racing Foto: Christian Bruna/Ritzau Scanpix

For tiende gang i træk vandt Red Bull-køreren et grandprix i Formel 1. Kevin Magnussen blev nummer 18.

Den regerende verdensmester Max Verstappen (Red Bull) styrer sikkert mod endnu en VM-titel i Formel 1.

Søndag vandt den 25-årige hollænder for 12. gang i sæsonens 14 grandprixer, da han sluttede øverst på podiet i Monza. Kevin Magnussen (Haas) endte på sidstepladsen af de 18 kørere, der fuldførte racerløbet.

Verstappen indledte fra anden startposition bag Carlos Sainz (Ferrari), men efter 15 omgange klemte verdensmesteren sig forbi spanieren.

Herfra øgede hollænderen kun afstanden til resten af feltet, og det var kun kørefejl eller mekaniske problemer, der kunne hindre den tiende triumf i træk, hvilket er rekord i motorsportens kongeklasse.

Med otte grandprixer tilbage af 2023-sæsonen kan Verstappen snart fejre den tredje VM-titel i træk.

Nærmeste konkurrent er holdkammeraten Sergio Perez, der sluttede på andenpladsen i søndagens grandprix. De to Ferrari-kørere Sainz og Charles Leclerc sluttede på henholdsvis tredje- og fjerdepladsen.

Grandprixet på den 101 år gamle Monza-bane blev forsinket med 20 minutter, efter at japanske Yuki Tsunoda (AlphaTauri) gik i stå på formationsomgangen med en defekt. Tsunoda kom derfor ikke til start.

Kevin Magnussen (Haas) indledte fra næstsidste startposition med kun Lance Stroll (Aston Martin) bag sig.

Danskeren kæmpede gennem hele grandprixet i den tunge ende af feltet og lå for det meste sidst.

En smule bedre gik det for holdkammeraten Nico Hülkenberg, der sluttede lige foran Magnussen på 17.-pladsen. Tyskeren indledte fra 13.-bedste startposition og faldt dermed fire placeringer tilbage.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“