Sport - Ritzau

Magnussen: Vi fik intet ud af alle løbets muligheder

Magnussen: Vi fik intet ud af alle løbets muligheder

Magnussen: Vi fik intet ud af alle løbets muligheder

Ritzau
Montreal
Zuletzt aktualisiert um:
FORMULA 1 AWS CANADIAN GRAND PRIX 2024 Foto: Hasan Bratic/Ritzau Scanpix

Et fejlslagent pitstop var med til at spolere Kevin Magnussens muligheder for point i Canada, mener danskeren.

Det så godt ud, da Kevin Magnussen kørte sig ti placeringer op og pludselig lå nummer fire i starten af søndagens Formel 1-grandprix i Canada.

Det skyldtes mest af alt et modigt valg af startdæk på den regnvåde bane, hvor Haas-bilerne som de eneste i feltet havde valgt regnvejrsdæk.

Derfra gik det meste dog galt for den danske Haas-kører.

Det stoppede med at regne, og Magnussen kørte i pitten for at skifte dæk, men mekanikerne var ikke klar til at modtage danskeren. Dækskiftet tog derfor 8,6 sekunder.

Til sammenligning fik Nico Hülkenberg, Magnussens holdkammerat, skiftet dæk fem-seks sekunder hurtigere.

- Det føltes ikke som om, vi fik det bedste ud af det med alle de muligheder, som løbet bød på. Vi så ikke ud til at udnytte mulighederne, så det var skuffende.

- Vi vil gennemgå løbet og prøve at forstå det, da det hele stadig er lidt mudret. Men der var masser af muligheder, det er helt sikkert. Og vi fik ingen point, siger Magnussen til holdets hjemmeside.

Magnussen røg ned som nummer 14 efter det mildest talt uheldige pitstop. Det var også der, han startede løbet. Han endte som nummer 12 i løbet og dermed uden point.

Ud over at det første pitstop kostede dyrebare sekunder, kom det måske også en anelse for tidligt. For Magnussen havde stadig god fart i bilen, selv om det var stoppet med at regne på banen.

Det påpegede Magnussen selv, og han undrede sig generelt over holdets strategi.

- Vi havde et meget langsomt pitstop, og et mellemlangt pitstop. Jeg tror også, at vi skiftede dæk for tidligt første gang.

- Det føltes som om, at der kom noget til os i begyndelsen af løbet, men vi fik intet ud af det i sidste ende, lyder det slukøret fra Magnussen.

Næste Formel 1-løb køres i Spanien 21.-23. juni.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“