Sport - Ritzau

Målmandskæmpe er tilbage efter seks år: Tiden går hurtigt

Målmandskæmpe er tilbage efter seks år: Tiden går hurtigt

Målmandskæmpe er tilbage efter seks år: Tiden går hurtigt

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
New York Rangers v Carolina Hurricanes - Game Six Foto: Grant Halverson/Ritzau Scanpix

Frederik Andersen glæder sig til at spille i Danmark igen efter at have "levet i en boble" i NHL.

Der er en sjælden gæst i målet, når ishockeylandsholdet åbner OL-kvalifikationen mod Storbritannien i Aalborg torsdag aften.

Efter seks års landsholdsfravær er Carolina Hurricanes-keeperen Frederik Andersen omsider tilbage i rødt og hvidt. Den snart 35-årige midtjyde fik comeback i en testkamp mod Letland i søndags. Han var senest med ved VM på hjemmebane i Herning i 2018.

- Tiden er gået hurtigt. Det føles ikke, som om det er så lang tid siden. Det var utrolig fedt at være med sidst hjemme i Herning. At spille for det danske landshold i Danmark er noget særligt, siger Frederik Andersen.

Siden de store VM-kampe i Boxen har især NHL-slutspil forhindret Andersen i at stille op for Danmark. Han meldte fra til OL-kvalifikationen i Oslo for tre år siden, fordi han var ved at komme sig over en skade.

- I år passede det, især fordi kampene ligger, før vores sæson starter. Når man kan stille op, så er det jo en ære at være med til at spille for Danmark.

- Holdet spillede sig til OL sidste gang, og når jeg hører historier derfra, lyder det til at have været utrolig fedt at opleve.

- Jeg er gået på is lidt tidligere, end jeg plejer for at blive klar. Det har været en kort sommer, fordi jeg spillede slutspil i USA i foråret. Men det er en fed måde at starte sæsonen på. Det er altid sjovere at spille kampe, siger Frederik Andersen.

I sagens natur er der sket en del på landsholdet, siden Andersen var med sidst.

Da han mødte ind i lejren, mødte han en stribe holdkammerater for første gang.

- Der er selvfølgelig et generationsskifte i gang, og dem, jeg er vokset op med, er nu blevet de ældste.

- Men det er fedt at se, at der er en masse unge kræfter, der er kommet op og skal hjælpe med at tage holdet et skridt videre. Jeg kendte stort set alle navnene, men skulle jo lige lære dem at kende, siger Frederik Andersen.

Han erkender, at han ikke har siddet klistret til skærmen, når Danmark har spillet VM-turneringer.

Kampprogrammet og presset i Stanley Cup-slutspillet gør det svært at koncentrere sig om ret meget andet, mens det står på.

- Vi har et ret hårdt program, og der er noget tidsforskel, så der er masser af undskyldninger for ikke at kunne følge med. Man lever nogle gange lidt i en boble derovre.

- Men jeg forsøger da at følge en smule med, når jeg lige har tid. Hvis Danmark slår nogle lande, hvor jeg har holdkammerater, er det jo sjovt lige at nævne det over for dem, siger Frederik Andersen.

Kampen mod Storbritannien begynder klokken 19.30. De to øvrige deltagernationer i OL-kvalifikationen er Japan og Norge, som Danmark møder i de kommende dage.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“