Sport - Ritzau

Manglende vind udskyder Rindoms OL-medaljesejlads

Manglende vind udskyder Rindoms OL-medaljesejlads

Manglende vind udskyder Rindoms OL-medaljesejlads

Ritzau
Marseille
Zuletzt aktualisiert um:
Paris Olympics Sailing Foto: Carolyn Kaster/Ritzau Scanpix

På grund af for lidt vind nær Marseille er Anne-Marie Rindoms medaljesejlads udskudt til onsdag.

Den danske sejlsportsdronning Anne-Marie Rindom må vente til onsdag, før hun med al sandsynlighed får en OL-sølvmedalje om halsen.

Hun skulle have sejlet den afsluttende medaljesejlads i Ilca 6 tirsdag eftermiddag, men det umuliggjorde vindforholdene ud for kysten i sydfranske Marseille.

Hun nåede at være ude på vandet i sin jolle, inden sejladsen i første omgang bare blev udskudt et kvarter. Men da sejlerne havde ventet mere end to timer fra det oprindelige starttidspunkt, valgte arrangørerne at udskyde sejladsen til onsdag.

For den succesfulde østjyde er sejladsen en ren formalitet. Hun skal blot stille til start og undgå straf undervejs for at sikre sig en OL-sølvmedalje.

Inden medaljesejladsen er der for langt op til den kommende guldvinder Marit Bouwmeester, mens en norsk og schweizisk konkurrent er for langt efter til at blande sig i sølvstriden eller til at vippe Rindom af podiet.

Den danske fanebærer fra åbningsceremonien i Paris er forsvarende olympisk mester i disciplinen, der ved OL i Tokyo og tiden før det var kendt som Laser Radial. Rindom har også en OL-bronzemedalje fra legene i 2016.

I tillæg har hun vundet otte VM-medaljer i karrieren, heriblandt fire guldmedaljer. Det seneste verdensmesterskab kom i hus i januar, da hun triumferede ud for Argentinas kyst.

I 2019 blev hun kåret til årets sejler i verden, og hun har flere gange været nomineret til årets sportsnavn i Danmark.

Formår hun som ventet at sejle sølvet hjem onsdag, bliver hun den eneste danske sejler, der får en medalje med hjem fra årets sommerlege.

Sejlduo og kæresteparret Natacha Violet Saouma-Pedersen og Mathias Bruun Borreskov formåede nemlig ikke at kvalificere sig til den afgørende medaljesejlads i Nacra 17.

Danskerne sluttede som nummer 12 af 19 både.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“