Sport - Ritzau
Mathias Gidsel er ude resten af året - kan nå VM
Mathias Gidsel er ude resten af året - kan nå VM
Mathias Gidsel er ude resten af året - kan nå VM
Mathias Gidsel slipper for en operation, men ventes at være på sidelinjen i ti uger med en tommelfingerskade.
Den danske håndboldstjerne Mathias Gidsel kommer næppe i kamp mere i år, men han kan godt nå at blive klar til VM-slutrunden i januar.
Det er status, efter at danskerens arbejdsgiver, bundesligaklubben Füchse Berlin, tirsdag har offentliggjort resultatet af danskerens besøg hos en specialist.
Gidsel har pådraget sig en knogle- og ledbåndsskade i sin venstre tommelfinger, men der er ikke behov for en operation, skriver Füchse Berlin.
- Tabet gør selvfølgelig ondt på os, selv om vi har en bred trup. Vi må give Mathias tiden til at komme endnu stærkere tilbage, siger klubdirektør Bob Hanning.
Gidsel kom til skade i søndagens testlandskamp mod Sverige.
VM-slutrunden begynder 12. januar, og Danmark - og muligvis også Mathias Gidsel - skal i aktion 13. januar. Danmark spiller sine VM-kampe i Sverige, der deler værtskabet med Polen.
/ritzau/