Sport - Ritzau

Mbappé præsenteres i Real Madrid og får rygnummer ni

Mbappé præsenteres i Real Madrid og får rygnummer ni

Mbappé præsenteres i Real Madrid og får rygnummer ni

Ritzau
Madrid
Zuletzt aktualisiert um:
TOPSHOT-FBL-ESP-REAL MADRID-MBAPPE Foto: Oscar Del Pozo/Ritzau Scanpix

På Santiago Bernabeu blev franske Kylian Mbappé officielt præsenteret i den hvide trøje.

Tirsdag bliver Kylian Mbappé officielt budt velkommen til den spanske hovedstadsklub Real Madrid.

Foran publikum på Santiago Bernabeu er den franske verdensstjerne blevet præsenteret, som der er tradition for, at spanske klubber gør med store spillertilføjelser.

Ifølge den spanske avis AS er mere end 70.000 tilskuere mødt op for at byde stjernen velkommen.

I samme ombæring er det offentliggjort, at han får trøje nummer ni i klubben.

- I flere år har jeg drømt om at spille i Real Madrid, og nu går den drøm i opfyldelse, siger Mbappé i forbindelse med præsentationen.

- Jeg er en glad dreng. Jeg kommer til at give alt for den her klub.

I begyndelsen af juni blev Mbappé officielt ny Real Madrid-spiller.

Angriberens kontrakt med Paris Saint-Germain var udløbet, og den spanske klub havde derfor mulighed for gratis at sikre sig stjernen på en femårig kontrakt.

I PSG nåede han syv sæsoner, hvor han med 256 mål i 308 kampe blev den mest scorende spiller nogensinde.

Siden skiftet fra Monaco i 2017 vandt han seks franske mesterskaber og fire pokaltitler. Drømmen om at vinde Champions League med PSG gik derimod aldrig i opfyldelse.

Nu skifter han så til en klub, der er specialist i netop den disciplin og senest vandt trofæet i den forgangne sæson med en finalesejr over Borussia Dortmund.

Mbappé var en del af det franske landshold, der røg ud i semifinalen ved den netop overståede EM-slutrunde.

Den franske angriber havde selv en skuffende slutrunde, hvor det kun blev til en enkelt scoring. Den faldt på straffespark i den sidste gruppekamp mod Polen.

I den første kamp mod Østrig brækkede Mbappé næsen, og han spillede efterfølgende med en maske. Den blev dog pillet af til semifinalen, hvor holdet røg ud til den senere europamester, Spanien.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“