Sport - Ritzau
Mercedes holder fast i medejer som teamchef
Mercedes holder fast i medejer som teamchef
Mercedes holder fast i medejer som teamchef
Toto Wolff tager tre år mere som teamchef hos Mercedes, hvor han selv ejer en tredjedel af holdet.
Mercedes skal forsøge at vinde tabt terræn tilbage på Red Bull i kampen om at være stærkest i Formel 1. Og det arbejde skal fortsat foregå under ledelse af Toto Wolff.
Den østrigske teamchef har mandag underskrevet en ny kontrakt, som fastholder ham i stillingen de kommende tre år. Det har holdet bekræftet over for nyhedsbureauet AFP.
Wolff førte fra 2014 til 2021 Mercedes til otte VM-titler for konstruktører, mens det blev til syv individuelle VM-titler for en af holdets kørere i samme periode.
De seneste år er Mercedes dog blevet overhalet af Red Bull. Max Verstappen har sikret energidrikholdet tre VM-titler på stribe, og de seneste to år har Red Bull også vundet konstruktørmesterskabet - i 2023 voldsomt overlegent.
Det havde ført til rygter om, hvorvidt 52-årige Wolff skulle erstattes som teamchef, men de er nu manet til jorden.
Toto Wolff ejer en tredjedel af holdet, mens Ineos og Mercedes-Benz også ejer hver en tredjedel. Ifølge Wolff har hans medejerskab intet at gøre med, at han forbliver på posten.
- Til syvende og sidst vil jeg som medejer have mest muligt ud af min investering. Og det bedste afkast får man ved at vinde, siger Wolff til Daily Telegraph.
- Jeg kommer ikke til at holde fast i en stilling, som jeg tror, andre kan udføre bedre end mig. Jeg har sikret mig, at jeg har folk omkring mig, som nok skal sige, hvis det er tilfældet.
Mercedes vandt ikke et eneste af sidste sæsons 22 grandprixer. Max Verstappen satte rekord med 19 sejre i de 22 løb, hvor hans holdkammerat Sergio Pérez vandt to.
Kun Ferraris Carlos Sainz Jr. fik sneget sig til en enkelt sejr også.
I sidste uge skiftede et andet hold ud på positionen som teamchef. Kevin Magnussens Haas-hold smed Günther Steiner på porten og erstattede ham med Ayao Komatsu.
/ritzau/