Sport - Ritzau

Mere anonym rolle venter Højgaard på svære baner i USA

Mere anonym rolle venter Højgaard på svære baner i USA

Mere anonym rolle venter Højgaard på svære baner i USA

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Golf Dubai Desert Classic - Round 1 Foto: Ali Haider/Ritzau Scanpix

Nicolai Højgaard er en stor kanon på DP World Tour, men når han åbner sæsonen på PGA Tour, starter han forfra.

Efter et formidabelt år på golfbanerne er Nicolai Højgaard formentlig blevet vant til, at alle holder øje med ham på den europæiske DP World Tour.

Torsdag indleder han en mere anonym tilværelse, når han på den store scene i USA spiller sin første PGA Tour-turnering som fast indehaver af det tourkort, som han sikrede sig i 2023.

- På DP World Tour går han ofte bolde med de største stjerner, fordi han har så stærk en historie der.

- Nu bliver han i stedet sendt ud i den første bold, som knap nok er tv-dækket. Så det bliver noget nyt og andet, siger den tidligere professionelle golfspiller Andreas Hartø, som er ekspertkommentator hos Discovery.

Nicolai Højgaard sluttede 2023 af med at trække store overskrifter i golfverdenen, da han vandt sæsonfinalen i Dubai.

Det kunne måske kvalificere ham til øget opmærksomhed i USA, men Andreas Hartø formoder, at den 22-årige golfstjerne faktisk lever fint i skyggen.

- Når man er så konkurrencepræget som Nicolai, så ser man det som en udfordring. Han ved godt, at han derovre ikke er den største fisk, men jeg er sikker på, at han tænker: ”Nu skal jeg fandeme vise dem.”

Nicolai Højgaard er lige nu placeret som nummer 51 i verden, og Andreas Hartø er slet ikke i tvivl om, at den danske profil kommer til at gøre det godt i USA, selv om han ikke vil stå som favorit på noget tidspunkt.

Kommentatoren har studeret statistikken bag Højgaards præstationer, og de peger på, at han har de rette kompetencer til at begå sig på den anden side af Atlanten, hvor banerne er længere og sværere end i Europa.

- Han er rigtig god i det lange spil, og det er et krav, hvis man skal gøre det godt i USA. Hvis du kan slå bolden godt, langt og højt, har man bare gode muligheder.

- Man skal kunne slå bolden højere, fordi greens er hårdere, og man derfor skal kunne stoppe bolden hurtigere. Det har han evnen til, siger Andreas Hartø.

Det lange spil er de slag, der foregår mellem tee og green, og ifølge Andreas Hartø ligger Nicolai Højgaard i top på det parameter.

- Hvis man i en lang periode viser, at man er god i det lange spil, så er der noget rigtig sundt at bygge på, og det er et supersolidt tegn i forhold til at præstere derovre, siger kommentatoren.

Sidste år var Nicolai Højgaards sæson præget af en indædt kamp for at opnå et fast tourkort til PGA Tour. I år er der mere ro på, og det kan blive en fordel, mener Andreas Hartø.

- Jeg tror slet ikke, at han er stresset. Han læser også statistik og ved derfor, at han er et godt sted.

- Sejren i sæsonfinalen var samtidig rigtig vigtig for ham, for nu er han sikret sit tourkort på DP World Tour i fem år. Derfor kan han fokusere på USA, og hvis det går godt derovre, kan han skifte lidt frem og tilbage mellem de to tours.

- Samtidig er han inde i alle majors, hvilket er sindssygt vigtigt i forhold til at beholde kortet på PGA Tour, siger Andreas Hartø.

Farmers Insurance Open bliver spillet i San Diego, og Nicolai Højgaard slår ud onsdag klokken 17.50 dansk tid.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“