Sport - Ritzau
Miami og Minnesota snupper de sidste slutspilspladser
Miami og Minnesota snupper de sidste slutspilspladser
Miami og Minnesota snupper de sidste slutspilspladser
Miami Heat sikrede slutspilsplads mod Chicago Bulls, der ellers førte med seks point i sidste quarter.
Slutspillet i verdens bedste basketball-liga, NBA, er klar til at blive skudt i gang lørdag aften dansk tid.
Natten til lørdag dansk tid fandt man således de to sidste deltagere til slutspillet. Det skete, da de sidste såkaldte play-in-kampe blev afviklet.
Miami Heat og Minnesota Timberwolves snuppede de sidste pladser. De er dermed klar til slutspillets første runde, der svarer til ottendedelsfinalerne.
I den afgørende kamp for at nå med i slutspillet vandt Miami Heat over Chicago Bulls med 102-91.
Bulls lignede ellers en vinder, da holdet flere gange i fjerde quarter var foran med seks point. Heat svarede dog igen med en perfekt afslutning, hvor holdet ændrede stillingen 87-90 til slutresultatet og altså stod for 15 af kampens sidste 16 point.
Derimod udeblev spændingen, da Minnesota Timberwolves i den anden kamp slog Oklahoma City Thunder med 120-95.
Oklahoma havde sin sidste føring ved 25-24, men derfra trak Minnesota mere og mere fra.
I slutspillet lægger Minnesota ud mod Denver Nuggets, mens Miami Heat skal op mod Milwaukee Bucks.
Denver og Milwaukee vandt henholdsvis Western og Eastern Conference i grundspillet.
Slutspillet skydes i gang lørdag klokken 19 dansk tid med mødet mellem Philadelphia 76ers og Brooklyn Nets.
De resterende opgør i første runde er Cleveland Cavaliers-New York Knicks, Boston Celtics-Atlanta Hawks, Phoenix Suns-Los Angeles Clippers, Memphis Grizzlies-Los Angeles Lakers og Sacramento Kings-Golden State Warriors.
Der spilles bedst af syv kampe i slutspillet.
/ritzau/