Sport - Ritzau
Mikkel Duelund tager endnu en sæson i AGF
Mikkel Duelund tager endnu en sæson i AGF
Mikkel Duelund tager endnu en sæson i AGF
AGF har forlænget aftalen med 25-årige Duelund, der er ejet af Dynamo Kiev.
Mikkel Duelund fortsætter i superligaklubben AGF. Den 25-årige offensivspiller har forlænget aftalen, så den foreløbig løber næste sæson med.
Det er kommet i stand, efter at Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) har forlænget den periode, hvor spillere fra krigshærgede Ukraine kan udlånes til andre klubber.
Duelund er egentlig på kontrakt i den ukrainske storklub Dynamo Kiev, men har været udlånt det seneste halvandet år. Først til Nijmegen i Holland og siden januar til AGF.
- Vi er rigtig glade for, at Mikkel bliver hos os, siger AGF's sportschef, Stig Inge Bjørnebye, til klubbens hjemmeside.
- Vi har været meget tilfredse med hans første halve år i AGF. Han er kommet til os med den helt rigtige motivation og et stort engagement i sit spil og for sine holdkammerater og sin klub, og han passer på den måde rigtig godt til vores værdier som klub om ansvarlighed og hårdt arbejde, lyder det.
Efter Ruslands invasion i Ukraine gav Fifa spillere i de to lande ret til at blive lånt ud til andre klubber. Dermed var Dynamo Kiev-ejede Duelund en fri mand, da han i januar afsluttede et lejeophold i Nijmegen.
Oprindeligt skulle hans kontrakt med Dynamo Kiev udløbe til sommer, men på grund af de særlige omstændigheder er der blevet lagt et år oven i aftalen, der nu går til sommeren 2024.
Indtil da spiller han altså i AGF.
- AGF er mit hold, og Aarhus er min by - det har jeg bare fået bekræftet her i foråret. Og det har hele tiden været planen, at jeg skulle fortsætte, hvis det kunne lade sig gøre, siger Duelund.
/ritzau/