Når OL begynder i Paris, og Mikkel Hansen indleder sin karrieres sidste jagt på medaljer, så ved alle, hvem han er, og hvordan han ser ud.

Sådan var det ikke, da han første gang trådte ind på den store scene ved OL i Beijing i 2008. Men det skulle ændre sig på et splitsekund.

Med et svirp af en anden verden krøllede det 20-årige megatalent bolden op i krydset direkte på frikast efter slutfløjt og sørgede for sejr over Rusland.

Med ét var han allemandseje, og legene i Beijing markerede begyndelsen på et eventyr, hvor Hansen fra Helsingør hurtigt blev den største.

- Dengang anede jeg ikke, hvad jeg blev smidt ind til, siger Mikkel Hansen og stirrer ud i luften, som om han graver i hukommelsen.

Til sin meget store skuffelse var han slet ikke udtaget til OL, dengang i 2008, men han var reserve og blev hældt ind i Ulrik Wilbeks trup som erstatning for Michael V. Knudsen, der var blevet syg.

- Jeg boede på et lækkert hotel på et kæmpe værelse med en stor og lækker seng og blev så skiftet ind i truppen og OL-byen, hvor jeg skulle sove på fem kvadratmeter med Kasper Nielsen, siger han med et grin, fordi enorme Nielsen i sig selv fyldte tæt på fem kvadratmeter.

Svirpet mod russerne viste, at Mikkel Hansen var noget specielt. Efter sit gennembrud i GOG havde han den sommer allerede skrevet kontrakt med FC Barcelona, og i ham selv var der ingen tvivl. Han ville blive verdens bedste.

- Jeg sagde ret tidligt, at det var det, jeg gerne ville. Så var der nogen, der grinede. Men det var jeg egentlig ligeglad med, siger han uden at fortrække en mine.

De følgende år skulle da også vise, at Mikkel Hansen fik ret. Han blev verdens bedste og tryllebandt håndboldfans på hele kloden, når han med sit overnaturlige håndled revolutionerede sporten ét skud ad gangen.

Nu - 16 år efter sin slutrundedebut i Beijing - er han igen til OL. Det sidste af slagsen. Når Danmark er færdig i Paris, er en glorværdig karriere slut.

- Jeg er stolt af det, jeg har opnået. Jeg er glad for alle de fantastiske oplevelser, jeg har fået. Det var det, jeg drømte om, da jeg løb rundt i mit barndomshjem og talte ned for at lave det afgørende mål, siger Hansen.

En OL-guldmedalje, tre VM-guldmedaljer, en EM-guldmedalje og flere mesterskaber i både Danmark, Spanien og Frankrig er bare et udsnit af det, Mikkel Hansen s cv rummer. Og nå ja, tre kåringer som verdens bedste.

I alle håndboldhaller løber børn rundt med pandebånd uanset hårlængde.

Og selv om Flemming Hansen i sig selv er et stort håndboldnavn, så praler de i landsbyen Hammelev på Djursland af, at " Mikkel Hansen s far" er opvokset der.

Mikkel Hansen er med andre ord blevet et ikon og et idol. Det ved han godt, og han tager det ikke for givet. Alle, der har spurgt, har fået en autograf, når han har været på triumftog i de danske håndboldhaller.

- Jeg bliver glad, hver eneste gang jeg oplever den støtte, jeg får. Jeg kan godt huske, hvordan det var at være barn og se landsholdet spille.

- Var der en af dem, der havde fem-ti sekunder til at sige et ord eller to, så kom man hjem med en euforisk stemning i kroppen. Så jeg har altid haft fokus på at give noget tilbage og tage mig tid til autografer, siger han.

Men en status som ikon og idol har også en bagside, fandt Mikkel Hansen hurtigt ud af.

- Men måske især efter jeg har fået børn. Nogle gange kan man godt ønske, at når man er afsted med sine børn, så er der forståelse for, at nu er man far, og nu er det ikke håndboldspilleren, der er på tur, siger han.

Måske derfor har Mikkel Hansen altid virket en smule tilbageholdende og indelukket - måske lidt mystisk. Når han interviewes i tv, sprudler han ikke ligefrem. Det er, som om han tøjler sig selv. Og det er helt bevidst.

- Det har ofte været sådan, at giver man en lillefinger, så bliver hele armen taget. Så ja, jeg har nok prøvet at passe lidt på mig selv ved ikke at åbne alt for meget op.

- Og så har det bare aldrig rigtig været i min interesse at dele alt muligt. Der er vi forskellige, og jeg har fuld respekt for, at andre meget gerne vil gøre det. Men det bliver ikke mig, der kommer til at sidde og fortælle alt muligt. Jeg har nogle grænser, siger han.

Spørger man holdkammeraterne, så er Mikkel Hansen bag gardinerne den måske mest højtråbende på landsholdet.

En skærende kontrast til den offentlige Mikkel Hansen, som formentlig forsvinder fra overfladen, når OL er omme og karrieren slut. Travlt får han i hvert fald ikke, og håndboldtræner skal han ikke bede om at blive.

- Jeg skal slappe af, lyder det med et skævt smil.

/ritzau/