Sport - Ritzau
Minnesota fuldender det største comeback i NFL-historien
Minnesota fuldender det største comeback i NFL-historien
Minnesota fuldender det største comeback i NFL-historien
Minnesota Vikings var bagud med 0-33, men slog alligevel Indianapolis Colts og sikrede sig divisionstitel.
Publikum kunne knap nok tro deres egne øjne.
Bagud 0-33 leverede Minnesota Vikings lørdag aften dansk tid det største comeback i NFL's historie.
Det gik ud over Indianapolis Colts, som ellers havde sejren i sin hule hånd med den enorme pauseføring.
Minnesota vandt hjemmekampen 39-36 i overtid og sikrede sig samtidig divisionstitlen i NFC North. Det betyder, at holdet fra det nordlige USA går ind til slutspillet i januar som et af de fire bedst seedede hold i den ene halvdel af ligaen.
Fra begyndelsen af lørdagens kamp lignede de lillaklædte Minnesota-spillere ellers ikke et specielt skræmmende hold.
Indianapolis Colts udnyttede hjemmeholdets fejl til at bringe sig stort foran. Angrebet flyttede bolden efter behag, og med tre touchdowns og fire field goals blev det særdeles komfortable forspring en realitet.
Samtidig voksede frustrationen blandt publikum, som viste deres utilfredshed med Minnesotas præstation ved at buhe højlydt.
Nogle forlod sågar stadion for at slippe for den tunge trafik efter kampen. Men det kan de næsten kun have fortrudt.
For i anden halvleg fik Minnesota Vikings langt om længe angrebsspillet til at flyde.
Quarterback Kirk Cousins fordelte bolden efter behag og dirigerede inden for kort tid fire angrebsserier på under fire minutter til touchdown.
Nu havde Minnesota Vikings pludselig en chance, og den udnyttede værterne. Faktisk troede de, at de havde scoret det udlignende touchdown, efter at Colts-spilleren Deon Jackson havde mistet bolden med lidt over tre minutter igen.
Minnesotas Chandon Sullivan løb tilbage i endzone med den ovale bold, men måtte til sin store frustration konstatere, at dommerne helt fejlagtigt troede, at Jackson lå på jorden, før han fumlede med bolden, så spillet blev fløjtet af.
Ikke desto mindre lykkedes det Minnesota Vikings at udligne og tvinge kampen ud i overtid. Og med bare syv sekunder til den endelige afslutning sparkede kickeren Greg Joseph det forløsende field goal op mellem stængerne.
Det hidtil største comeback i NFL-historien fandt sted i 1993, hvor Buffalo Bills slog det hedengangne Houston Oilers efter at have været bagud med 32 point.
/ritzau/