Sport - Ritzau

Myndigheder undersøger fransk OL-chefs lønudbetalinger

Myndigheder undersøger fransk OL-chefs lønudbetalinger

Myndigheder undersøger fransk OL-chefs lønudbetalinger

Ritzau
Paris
Zuletzt aktualisiert um:
FILES-OLY-2024-PARIS-FRA-JUSTICE Foto: Bertrand Guay/Ritzau Scanpix

Der er igangsat en undersøgelse af lønudbetalingerne til chefen for den franske OL-organisationskomité.

En ny kedelig sag har ramt de franske arrangører af sommerens olympiske lege.

Lønudbetalingerne til Tony Estanguet, der er chef for den franske OL-organisationskomité, bliver efterforsket. Det oplyser OL-arrangørerne tirsdag til Reuters.

Den indledende undersøgelse af OL-chefens løn er en af flere undersøgelser i forbindelse med sommerens lege i Paris.

En talsperson fra organisationskomitéen har reageret på tirsdagens nyhed og kalder det overraskende informationer.

- Organisationskomitéen er forbløffet over disse oplysninger, siger talspersonen ifølge AFP.

Talspersonen tilføjer, at Estanguets årlige løn før skat lyder på 270.000 euro og er strengt reguleret. Det svaret til to millioner danske kroner.

Estanguet, der er tre gange olympisk guldvinder i kano, har derudover en bonusordning, der kan sikre ham yderligere 20 procent ifølge de seneste offentligt tilgængelige tal.

Selve lønnen er måske heller ikke det, der er i søgelyset, men derimod måden lønudbetalingerne er foregået på.

AFP skriver nemlig tirsdag, at Estanguet bruger sit eget private selskab til at fakturere arrangørkomitéen for sin løn.

Ordningen med at få pengene ind på firmakontoen åbner mulighed for, at han kan omgå reglerne, som tilsiger, at personer tilknyttet organisationer med samme status som OL-komitéen ikke kan tjene mere end en vis sum per år.

I juni og oktober sidste år foretog franske myndigheder ransagninger af OL-arrangørernes hovedkvarter i Paris. Flere andre lokationer blev også ransaget.

Aktionerne blev rettet mod OL-arrangørerne grundet mistanke om uregelmæssigheder omkring tildelingen af kontrakter i forbindelse med legene.

De franske antikorruptionsmyndigheder belyste, at der kunne være interessekonflikter i tildelingen af bestemte kontrakter.

Efterforskere mente, at procedurerne for forskellige køb af tjenesteydelser var upræcise og ufuldstændige.

Paris blev tildelt legene i 2024 af Den Internationale Olympiske Komité (IOC) i 2017. Nogenlunde samtidig blev der indledt en undersøgelse af den franske OL-komité og dens fremgangsmåde.

Sommer-OL i den franske hovedstad løber af stablen fra 26. juli til 11. august.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“