Sport - Ritzau

NBA suspenderer 11 spillere efter tumult midt i kamp

NBA suspenderer 11 spillere efter tumult midt i kamp

NBA suspenderer 11 spillere efter tumult midt i kamp

Ritzau
Detroit
Zuletzt aktualisiert um:
NBA: Orlando Magic at Detroit Pistons Foto: Rick Osentoski/Ritzau Scanpix

Spillere fra Detroit Pistons og Orlando Magic var oppe at toppes, da de to hold mødtes i NBA.

Hele 11 spillere er blevet suspenderet efter massetumult under en kamp i NBA.

Balladen opstod i slutningen af andet quarter i basketballkampen mellem Detroit Pistons og Orlando Magic, der blev spillet natten til torsdag dansk tid.

Orlando-centerspilleren Moritz Wagner skubbede Detroits guard Killian Hayes ud af banen i jagten på en løs bold.

Hayes blev sendt ind blandt sine egne holdkammerater, der sad på bænken tæt ved sidelinjen, og det fik dem til at fare op.

Hayes slog derefter Wagner i baghovedet, så han røg ned i Detroit-bænken. Det fik en række Orlando-spillere til at storme derhen i ophidselse.

Dommerne valgte at udvise både Wagner og Hayes som følge af situationen. Derudover blev Hayes-holdkammeraten Hamidou Diallo udvist for at skubbe til Wagner bagfra.

Efterfølgende har NBA uddelt karantæner til de involverede. Hayes er suspenderet i tre kampe, mens Wagner får to dage i skammekrogen. Diallo slap med en enkelt dags karantæne.

Derudover er otte Orlando-spillere suspenderet i en enkelt kamp, fordi de forlod egen bænk under tumulten.

De otte spillere skal dog ikke afsone karantænen på samme dag, da NBA har en regel om, at alle hold skal stille op med mindst otte spillere til kampene. Karantænerne afsones derfor på skift i de kommende kampe.

Detroit Pistons vandt NBA-opgøret på hjemmebane over Orlando Magic med cifrene 121-101.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“