Sport - Ritzau
NHL fjerner forbud mod regnbuefarvet tape
NHL fjerner forbud mod regnbuefarvet tape
NHL fjerner forbud mod regnbuefarvet tape
NHL havde egentlig forbudt spillerne at bruge regnbuefarvet tape, men efter kritik laver ligaen en kovending.
Før sæsonstart blev det forbudt for spillerne i NHL at vise støtte til LGBT-miljøet ved i kampe at vikle regnbuefarvet tape om ishockeystaven.
Men nu er ligaen vendt på en tallerken. Forbuddet er nemlig blevet droppet, oplyser NHL tirsdag.
Allerede da NHL før sæsonen besluttede at forbyde den slags støtte, væltede kritikken ned over organisationen bag den nordamerikanske liga.
Og i slutningen af sidste uge blussede diskussionen endnu mere op.
Travis Dermott, der spiller for Arizona Coyotes, troppede op med regnbuefarvet tape på sin ishockeystav til kampen mod Anaheim Ducks og brød dermed reglen.
Det var både spillere, fans og forskellige organisationer, der skød med skarpt mod NHL, som altså har lyttet til kritikken.
NHL-ledelsens kovending er kommet, efter at man har talt med både spillernes fagforening og ligaens inklusionsudvalg, som består af tidligere nuværende og tidligere spillere, der kæmper for lighed.
Debatten om støtte til LGBT-miljøet var også i sidste sæson stor.
Her nægtede nogle spillere at varme op i trøjer med regnbuefarver på. Nogle spillere brugte religion som begrundelse, mens nogle russiske spillere frygtede sanktioner i hjemlandet.
/ritzau/