Sport - Ritzau

Nikolaj Jacobsen nedtoner betydning: Vi har ikke vundet noget

Nikolaj Jacobsen nedtoner betydning: Vi har ikke vundet noget

Nikolaj Jacobsen nedtoner betydning: Vi har ikke vundet noget

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
OL 2024: Herrehåndbold: Danmark - Frankrig Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Den overlegne sejr over Frankrig betyder ikke, at danskerne skal have store armbevægelser, mener landstræner.

- Det er det, jeg vil kalde en af de bedre landskampe.

Nikolaj Jacobsen var i godt humør, da han efter Danmarks overlegne sejr over de franske håndboldherrer blev bedt om at beskrive, hvad han netop havde bevidnet.

Danskerne bankede de franske værter med 37-29 i åbningskampen ved OL i Paris, men landstræneren passer på med at lægge alt for meget i præstationen.

- Jeg går ind og siger til dem, at vi skal bevare begge ben på jorden. Vi har ikke vundet noget som helst endnu. Vi har fået en god start på OL, og det er det.

- Vi ville gerne vise, hvor vi stod henne, og vi må sige, at vi står et godt sted.

- På mandag skal vi have begge ben på jorden og arbejde lige så hårdt og disciplineret, som vi gjorde i dag, lyder det fra Nikolaj Jacobsen.

Danmark møder mandag klokken 14 Egypten i samme parisiske arena. Til den tid vil egypterne nok have forberedt sig på et taktisk træk, Jacobsen foretog sig undervejs i premieren.

Da Danmark i det første kvarter havde det svært, skubbede han forsvaret op, så tre mand gik højt på de franske skytter. Det var med til at vende tingene for danskerne, som erobrede føringen og ikke gav den fra sig.

- Vi er glade for, at 3-3-forsvaret, som spillerne nok synes, har været irriterende at træne, fordi det har krævet en masse løb, virkelig gjorde, at vi kom tilbage i kampen og udfordrede franskmændene.

- Vi har ikke rigtig haft tiden til at træne det før, for det er i forsvaret, du skal have styr på alle skiftene. Jeg er glad for, at vi nu har fået den del med og brugt sommeren på at få endnu et alternativt forsvar, lyder det fra Nikolaj Jacobsen.

/ritzau/


Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“