Sport - Ritzau

Norsk fodboldpræsident savner opbakning fra Norden

Norsk fodboldpræsident savner opbakning fra Norden

Norsk fodboldpræsident savner opbakning fra Norden

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Qatar Soccer WCup Fifa Congress Foto: Hassan Ammar/Ritzau Scanpix

Lise Klaveness havde håbet, at resten af Norden ville bakke op om hendes kandidatur til Uefas eksekutivkomité.

Præsidenten for Norges Fodboldforbund, Lise Klaveness, går efter en plads i eksekutivkomitéen i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) i forbindelse med kongressen Lissabon på onsdag, men andre fodboldbosser i Norden har samme plan.

Formand for Dansk Boldspil-Union Jesper Møller stiller op til genvalg, og svenskeren Karl-Erik Nilsson er allerede vicepræsident i Uefa. Derudover stiller finnen Ari Lahti op som Uefa-repræsentant i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

Hun er i direkte kamp mod Jesper Møller om en plads i eksekutivkomitéen, og dermed er det altså Norden, der kan stikke en kæp i hjulet på Klaveness' kandidatur.

- Ja, selvfølgelig. Hvis jeg ikke kommer ind, er det derfor. Vi blokerer for hinanden, siger Lise Klaveness, der har fået stor opmærksomhed for sin kritik af Fifa og præsident Gianni Infantino i forbindelse med blandt andet VM i Qatar.

- Geografisk balance er noget, mange forbund er optaget af, mere end kønsbalance. Det vil jeg gerne udfordre. Fodbold er verdens største kvindesport, men kvinder har ingen plads i eksekutivkomitéen.

Klaveness er den eneste kvinde, der stiller op til en af de åbne pladser, og hun havde håbet på opbakning fra de øvrige forbund i Norden.

- Jeg havde håbet, at de nordiske lande havde samlet sig omkring det, siger Klaveness og fremhæver, at "Norden i årevis har været pioner inden for kvindefodbold".

- Jeg ville ønske, vi havde talt sammen, inden fristen udløb. Det gjorde vi aldrig, først bagefter. Sådan er kulturen. Folk holder hovedet nede, og der er en frygtkultur. Jeg er den nye, så jeg må acceptere det, men jeg synes, det er en debat værd, siger Klaveness.

Hun går blandt andet til valg på mere åbenhed og har i forbindelse med sit kandidatur talt med 40 af de 54 andre fodboldpræsidenter i Europa.

Hun mærker stor opbakning, men vurderer alligevel over for NTB, at hendes chance for at blive valgt er under 50 procent.

- Jeg skal ikke fortælle om private samtaler, men nogle har gjort det helt klart, at de gerne støtter os. Store nationer som England og Tyskland og mange flere.

- Færre siger direkte, at de ikke vil stemme på mig. Nogle påpeger, at jeg burde være gået efter den kvindelige plads i stedet.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“