Sport - Ritzau
Ny fodboldlandstræner behandler aldrig folk ens
Ny fodboldlandstræner behandler aldrig folk ens
Ny fodboldlandstræner behandler aldrig folk ens
Brian Riemer vil som fodboldlandstræner forsøge at lytte og forstå sine spillere, så de kan præstere på banen.
Christian Eriksen og co. kan forvente, at den nyansatte danske fodboldlandstræner, Brian Riemer, tager en snak med hver enkelt for at lære dem bedre at kende.
Riemer bruger meget tid på mandskabspleje og kalder det for en del af sit menneskesyn at lytte og forstå folk omkring sig.
- En af mine store kvaliteter er, at jeg er god til at få det bedste ud af folk. Jeg er rigtigt god til at få folk med på vognen, og at vi sejler i den samme retning.
- Jeg forsøger at lytte og være forstående. Jeg har det generelle menneskesyn, at jeg aldrig behandler folk ens. Jeg prøver at møde folk, hvor de er og tager udgangspunkt i de problemer og udfordringer, de har.
- Jeg vil være med til at rydde vejen foran dem, så de kan præstere. Det har altid været min måde at gøre det på, og det har altid givet mig succes, siger Riemer.
I sidste ende handler det om at få det bedste ud af spillerne, så de kan vinde kampene på fodboldbanen.
- Det er naturligt for mig i forhold til at omgås og forstå mennesker. I et holdspil som fodbold, hvor man skal have mange mennesker til at fungere i en enhed på kort tid, er det at forstå hinanden essentielt, siger han.
Han blev i torsdags ansat som landstræner frem til VM i sommeren 2026. Først gælder det dog Spanien i Nations League 15. november.
- Jeg er super glad for, at vi starter mod Spanien. Hvem slog Spanien senest? Det ved jeg ikke engang. Det er lang tid siden. Og vi har ikke slået dem siden 1993.
- Det er sådan en kamp, hvor vi kun kan overraske. Det er da en rar fornemmelse. Skulle vi til Estland, ville det være noget andet, siger Riemer.
Spanien kommer til Parken med 14 kampe i træk uden nederlag. Senest tabte spanierne i marts en venskabskamp til Colombia.
- Jeg har en kæmpe tro på, at vi vil være i stand til at overraske. Men vi skal også møde det hold, der er bedst i Europa. Det er en stor mundfuld. Men det er en mundfuld, jeg glæder mig til, siger Riemer.
Han har en filosofi om, at Danmark skal kunne spille på flere forskellige måder, men formationen er ikke afgørende.
- I min verden skal det danske fodboldlandshold ikke spille efter et bestemt system. Mit job er at sørge for, at vi sætter det bedste hold på banen.
- Vi vil spille efter principper. Vi vil spille med et udtryk. Det er ikke afhængig af, om vi spiller 3-4-3, 3-5-2, 4-4-2 eller 4-3-3.
- Vi kan sagtens presse i et 4-4-3-system og bygge op i 3-5-2. Det bliver afgjort af, hvilke spillere vi har til rådighed, hvem vi spiller imod og resultatet. De elementer vil afgøre, hvad vi vælger, siger Riemer.
/ritzau/