Sport - Ritzau

Ny ishockeylandstræner lever fint med store ambitioner

Ny ishockeylandstræner lever fint med store ambitioner

Ny ishockeylandstræner lever fint med store ambitioner

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Svenskeren Mikael Gath bliver ny landstræner for Danmarks ishockeyherrer og afløser Heinz Ehlers Foto: 10080 Fredrik Sandberg /Tt/Ritzau Scanpix

Mikael Gath ser frem til arbejdet med at holde Danmarks ishockeylandshold i verdenstoppen.

Tidligere tirsdag bekræftede Danmarks Ishockey Union (DIU) over for TV 2, at svenske Mikael Gath skal være ny landstræner, og senere bekræftede forbundet selv nyheden på sin hjemmeside.

Den 46-årige Gath, der tiltræder på en treårig kontrakt efter VM i maj, kommer fra et trænerjob i Kristianstads IK i den næstbedste svenske række.

- Det er stort. Jeg er superstolt over at have fået jobbet som dansk landstræner og glæder mig rigtig meget til at komme i gang. Jeg har kun godt at sige om dansk ishockey, siger Mikael Gath til forbundets hjemmeside.

Han er ansat til at holde Danmark oppe blandt de bedste nationer i verden. Ved det seneste VM blev Danmark nummer ni, og landsholdet nåede ligeledes i 2022 kvartfinalen ved OL.

- At holde Danmark i verdenstoppen er en udfordring, som jeg virkelig ser frem til, og jeg er klar på de store ambitioner og mål, som venter de kommende sæsoner.

- Som træner er jeg passioneret og med stor vindervilje, og jeg vil gerne se mine spillere agere hårdt og kontant i forsvaret, men samtidig giver jeg rum til kreativitet og positiv ishockey, siger Gath.

Gath stiftede bekendtskab med dansk ishockey som træner for Odense Bulldogs i sæsonen 2017/18.

- Jeg har mødt masser af danske spillere og ledere gennem min karriere, og det er min klare fornemmelse, at danske ishockeyaktører kommer med et både positivt og passioneret syn på sporten. Det ser jeg frem til at arbejde videre med.

Hans første opgave bliver at lære det danske ishockeylandskab at kende ved at komme ud og møde både spillere, ledere og klubrepræsentanter.

- Jeg vil forsøge at komme så meget som muligt ud til ishockey-Danmark, så folk kan lære min person at kende. Jeg skal ud for at møde ishockey-Danmark, og det glæder jeg mig virkelig til, siger Mikael Gath.

Theis Møller-Hansen fra DIU's Elitesportsudvalg fortæller, at elitesportsudvalget, en enig bestyrelse samt Team Danmark pegede på Gath blandt flere kvalificerede kandidater.

- Han har leveret et meget flot stykke arbejde i Kristianstad igennem flere sæsoner med et af ligaens mindste budgetter. Gennem samtalerne med Mikael har han imponeret os med sin tydelighed, sit lederskab og motivation.

- Derudover har vi fået meget stærke referencer på ham. Han karakteriseres som professionel, detaljeorienteret og som både en dygtig leder og en stærk håndværker, lyder det fra Theis Møller-Hansen.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“