Sport - Ritzau

Ny landstræner vil styrke kvindelandsholdets identitet

Ny landstræner vil styrke kvindelandsholdets identitet

Ny landstræner vil styrke kvindelandsholdets identitet

Ritzau
Brøndby
Zuletzt aktualisiert um:
DBU præsenterer landstræner for Kvindelandsholdet Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kvindelandsholdet i fodbold står for noget helt specielt, mener den nye landstræner, Andrée Jeglertz.

I seks år har Lars Søndergaard været træner for det danske kvindelandshold, men nu er der skiftet ud på posten.

Svenske Andrée Jeglertz har grebet tøjlerne og skal som det første føre landsholdet gennem Nations League i efteråret.

Her er der OL-billetter til de to nationer, der klarer sig bedst.

Og Andrée Jeglertz har en klar vision for, hvad kvindelandsholdet skal opnå under hans ledelse.

- Jeg har en meget høj ambition om at vinde. Det er den stærkeste drivkraft. Jeg tror på, at vi kan vinde medaljer ved mesterskaber og nå langt i de mesterskaber, vi har foran os.

- Hvis jeg ikke havde troet, at vi havde muligheden for det, så havde jeg ikke sagt ja, siger Andrée Jeglertz.

Den nye landstræner har været træner i 20 år. Han vandt i starten af sin karriere Champions League med den svenske klub Umeå IK og har senere bragt både det canadiske og finske kvindelandshold til slutrunder.

Andrée Jeglertz håber, at det danske landshold under hans ledelse når til OL og også når langt ved EM i 2025.

- Det er mine ambitioner resultatmæssigt. Men jeg håber også, at vi vil opbygge en meget klar identitet. Man skal tænke: "Det her er Danmark", når man taler om det danske landshold. For kvindelandsholdet står for noget helt specielt.

- Identiteten gør, at man kommer til mesterskaber. Den gør, at man er sådan et hold, der bliver talt om i Europa: et hold, der spiller god fodbold og også vinder, siger Andrée Jeglertz.

Han peger på sit eget hjemland som et landshold, som danskerne gerne skal op på niveau med - og også slå.

Det svenske kvindelandshold fik en bronzemedalje under VM i år og nåede til semifinalen under EM i 2022. Svenskerne er nummer et på verdensranglisten.

Spanien, der vandt dette års VM, ligger på andenpladsen, skarpt efterfulgt af USA. Danmark er nummer 12.

- Det siger sig selv, at Sverige gør det rigtig godt. De har arbejdet i flere år på at nå til, hvor de er nu. Danmark skal kunne både konkurrere med og også vinde over Sverige.

- Det skal ikke være på samme måde, men på vores egen måde. Og jeg arbejder selvfølgelig på, hvordan vi skal nå dertil, siger han.

Indtil videre har Andrée Jeglertz gjort meget ud af at tale med spillerne og staben og besøge spillerne i deres henholdsvis danske og udenlandske klubber.

- Jeg synes selv, jeg er ret tilpasningsdygtig. Jeg brænder meget for og er nysgerrig på mennesker, fodbold og udvikling. Jo ældre man bliver i det her job, jo bedre bliver til at fornemme, hvor gruppen er lige nu, siger han.

Som træner er det vigtigt at lytte til spillerne, og hvad de har brug for. Der er nemlig begrænset med træningstid inden den første kamp, siger Andrée Jeglertz.

- Vi trænere har som regel en million idéer og tanker, men det er vigtigt ikke at starte fra bunden. Vi har et godt fundament at bygge ud fra. Jeg går ind og justerer et par ting uden at revolutionere det hele.

- Men jeg vil selvfølgelig prøve at opbygge et mod og en gejst i holdet så hurtigt som muligt. Spillerne skal tro på, at vi kan slå Tyskland og Wales - og det kommer de til, siger han.

Kvindelandsholdet spiller den første kamp mod Tyskland fredag den 22. september i Viborg.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“