Sport - Ritzau

Nypensioneret cykelstjerne mister livet i ulykke

Nypensioneret cykelstjerne mister livet i ulykke

Nypensioneret cykelstjerne mister livet i ulykke

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
CYCLING-OMAN-TOUR Foto: Eric Feferberg/Ritzau Scanpix

Den italienske cykelrytter Davide Rebellin blev kørt ned af en lastbil på en træningstur.

Den italienske cykelrytter Davide Rebellin er død i en trafikulykke i en alder af 51 år. Det bekræfter det italienske cykelforbund, efter at adskillige medier havde skrevet det.

Rebellin indstillede i oktober en meget lang professionel karriere, der indbragte flere klassikersejre.

Ifølge italienske medier blev Rebellin under en træningstur på sin cykel nær Vicenza ramt af en lastbil.

Politiet efterforsker fortsat omstændighederne omkring ulykken og arbejder på at identificere lastvognens fører, som kørte fra ulykkesstedet efter kollisionen.

I sin storhedstid vandt han blandt andet Liège-Bastogne-Liège, Amstel Gold Race og Flèche Wallone.

Karrieren led et knæk, da han i 2008 blev testet positiv for doping i forbindelse med OL i Beijing. Efter to års karantæne genoptog han karrieren, men kom aldrig til at køre på et World Tour-hold igen.

De seneste to sæsoner har han været tilknyttet det italienske kontinentalhold Work Service Marchiol Vega og erklærede i januar, at 2022-sæsonen ville blive hans sidste.

Hans sidste løb blev Gran Premio Bruno Beghelli 16. oktober.

Adskillige cykelstjerner og -hold har efter Rebellins død udtrykt deres sorg over tabet af italieneren.

En af dem er den tidligere Tour de France-vinder Andy Schleck, som har lagt et opslag på Instagram om Davide Rebellin.

- Hvil i fred, Davide. Der er ingen, som ikke skal komme hjem fra en cykeltur. Mine kondolencer til din familie og dine venner. Din måde at være og opføre sig på var eksemplarisk på og af cyklen. Du vil aldrig blive glemt, skriver han.

Belgieren Philippe Gilbert stoppede ligesom Rebellin karrieren efter den forgangne sæson.

- For nogle dage siden kørte vi vores sidste professionelle løb i Monaco, og i dag forlod du os for at tage mod stjernerne. Jeg tænker meget på Françoise (Rebellins kone, Françoise Antonini, red.) og din familie. Jeg er meget ked af det. Vi kommer til at savne dig, skriver Gilbert på Twitter.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“