Sport - Ritzau
Nyudnævnt anfører har taget oprykkeren AaB med storm
Nyudnævnt anfører har taget oprykkeren AaB med storm
Nyudnævnt anfører har taget oprykkeren AaB med storm
Mathias Jørgensen var forårets topscorer og store profil hos AaB, der fredag får superliga-comeback mod FCN.
Når AaB fredag aften får comeback i Superligaen efter et års fravær, bærer angriberen Mathias Jørgensen anførerbindet for den nordjyske klub.
Efter blot en halvsæson i AaB har den 23-årige Jørgensen markeret sig på en måde, så den nye cheftræner, Menno van Dam, har taget bindet fra den rutinerede Rasmus Thelander og givet det til unge Jørgensen.
- I februar havde jeg nok ikke forestillet mig at skulle stå som anfører efter et halvt år i en stor klub som AaB, så jeg var lidt overrasket, men jeg har da håbet, at træneren og spillertruppen bryder sig om det, jeg står for, siger Mathias Jørgensen.
Han går meget op i at skabe en kultur, hvor unge som gamle i truppen elsker at komme på arbejde hver dag og på den måde skabe et stærkt fællesskab, hvor "alle tør gøre deres ting, uden man hakker ned på hinanden".
Spillemæssigt har Mathias Jørgensen også leveret i en grad, at han har gjort sig fortjent til at lede sine holdkammerater.
Han blev omgående en stor profil i AaB efter skiftet fra Esbjerg op til forårssæsonen.
Tre minutter skulle der gå af hans første officielle kamp for AaB, inden han bragte holdet foran i topkampen mod Sønderjyske, hvilket satte gang i en stime, hvor han nettede i fem ligakampe i træk.
Den gode målform holdt han kørende igennem hele foråret, hvor han med i alt 11 træffere var den store profil på vejen mod oprykning fra 1. division.
- Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg så hurtigt skulle få afgørende betydning, men jeg blev taget godt imod, kom godt ind i gruppen og havde en masse selvtillid med i bagagen fra Esbjerg, fortæller Jørgensen.
Trods sine blot 23 år har han allerede prøvet lidt af hvert. Han debuterede i Superligaen for OB som 17-årig, og allerede året efter tog han til USA for at spille for New York Red Bulls.
Det udviklede sig dog til en svær tid med coronafænomenet langt væk hjemmefra. Op- og nedturene har rustet ham til den, han er i dag.
- Det gav hår på brystet at skulle tackle en hård verdenssituation, og jeg blev måske lidt ældre i en tidlig alder. Hvis jeg kunne klare at sidde alene og isoleret i New York, så kan jeg nok klare det meste, har jeg sagt til mig selv.
Efter et kort lejeophold i AGF i 2021 præget af en skade landede Jørgensen i Esbjerg, som blev springbrættet til AaB, hvor han nu kan få sit store gennembrud i Superligaen.
- Jeg føler mig klar til at skulle være med til at kickstarte et nyt kapitel i klubbens historie. Fokus er på at gøre holdet til en succes, og sker det, så skal den personlige succes nok også komme.
Mens Mathias Jørgensen høstede stor ros for sin indsats i foråret, fik AaB som hold ofte hård kritik for sine præstationer - også når holdet vandt under træner Oscar Hiljemark.
- Jeg er sikker på, at grunden til, at vi fik meget kritik for vores spillestil, er, at AaB er en stor fodboldklub, så folk har store forventninger. Men det er ikke en nem opgave at vende klubbens største skuffelse i mange år til at vinde en masse fodboldkampe.
- At det lykkedes, ser jeg som et kvalitetsstempel i sig selv, og om spillet var poleret, ser jeg som en biting. Nu har vi fået en ny træner, der kommer med sine idéer, og så er jeg sikker på, at vi kommer ud over stepperne i den nye sæson.
AaB indleder sæsonen på udebane mod FC Nordsjælland fredag klokken 20. Forinden tager AGF imod mesterholdet fra FC Midtjylland i sæsonens første kamp.
/ritzau/