Sport - Ritzau
OB henter bosnisk midtbanespiller i Slovakiet
OB henter bosnisk midtbanespiller i Slovakiet
OB henter bosnisk midtbanespiller i Slovakiet
Midtbanespilleren Alen Mustafic skifter fra Slovan Bratislava til OB på en kontrakt frem til 2026.
Superligaklubben OB har forstærket sig med den bosniske midtbanespiller Alen Mustafic.
Han får kontrakt frem til sommeren 2026, oplyser den fynske klub på sin hjemmeside.
Mustafic er hentet i den slovakiske klub Slovan Bratislava, som han skiftede til i 2020.
Han ligner en erstatning for midtbanespilleren Armin Gigovic, der er skiftet til FC Midtjylland, efter at han i efteråret spillede i OB.
- Alen har de kvaliteter, vi søgte på 6’er-positionen. Han har et stort løbepensum, og han er god til at sætte sine holdkammerater i scene på både kort og lang afstand, siger fodbolddirektør Björn Wesström.
Mustafic ser frem til at folde sig ud i Odense.
- Jeg er skiftet til OB, da det er en stor klub med en flot historie. Jeg har hørt meget godt om klubben, og jeg har hørt, at fansene er rigtig, rigtig fede, siger han.
- OB er en stor klub med høje ambitioner, og jeg vil give alt, hvad jeg har for den her klub. Men samtidigt er alt nyt for mig: Et nyt land med ny kultur og nye mennesker, så lige nu glæder jeg mig bare til at møde mine holdkammerater og klubbens fans.
Mustafic er med i bussen til OB's træningskamp i Ikast mod FCM fredag.
OB, der overvintrer på femtepladsen, tager hul på foråret i Superligaen hjemme mod Randers 19. februar.
/ritzau/