Sport - Ritzau
O'Connor forsvarer lige akkurat førertrøjen i spansk triumf
O'Connor forsvarer lige akkurat førertrøjen i spansk triumf
O'Connor forsvarer lige akkurat førertrøjen i spansk triumf
Primoz Roglic var tæt på at snuppe førertrøjen, men Ben O'Connor forsvarede den, mens Marc Soler vandt.
Ben O'Connor får endnu en dag i den røde førertrøje i Vuelta a España.
På 16. etape, som Marc Soler fra UAE Emirates vandt, var AG2R's australske kupmager tæt på at miste den.
Men med næb og kløer lykkedes det ham at begrænse tidstabet, så han stadig har et forspring på fem sekunder ned til Primoz Roglic (Bora), der er nærmeste konkurrent.
På den afsluttende stigning tabte O'Connor ellers kontakten til favoritgruppen, hvor Roglic sad. Herfra pinte han sig til toppen i et heroisk forsvar.
Kort efter Roglic-gruppen drønede Mattias Skjelmose over stregen. Lidl-Trek-danskeren rykker op på ottendepladsen i det samlede klassement og har stadig gode muligheder for at vinde den hvide ungdomstrøje.
Forud for finalen var Vismas Wout van Aert udgået efter et styrt på en våd nedkørsel fra toppen af Collada Llomena.
Han førte både point- og bjergkonkurrencen før sit styrt, og trøjerne skal dermed have andre ejermænd.
Van Aert var også involveret i et styrt tidligt på etapen, men var alligevel med, da dagens store udbrud kørte afsted.
Han vandt de to første bjergspurter, men måtte opgive at fortsætte efter sit styrt, som Felix Engelhardt (Jayco) og Isaac del Toro (UAE Emirates) også var en del af.
Udbruddet kørte videre og havde omkring seks minutter til feltet, da det ramte sidste bjerg.
UAE-holdet havde fordel af at være tre mand, og Jay Vine satte et hårdt tempo i front. Ikke for sig selv, men for holdkammeraterne Soler og del Toro.
Som så ofte før var Soler i stort angrebshumør, og han forsøgte gentagne gange at sætte sine følgesvende.
Med fem kilometer igen lykkedes det endelig, og herfra kørte han alene i mål til sin første sejr i årets løb efter tre tredjepladser.
Bagved i favoritgruppen førte et angreb fra Enric Mas (Movistar) stor splittelse med sig. O'Connor slap, og det begyndte hurtigt at se kritisk ud.
Men Roglic-gruppen tabte lidt af pusten, og gennem regn og tåge sled O'Connor sig over stregen og sikrede sig endnu en tur på podiet.
Vueltaen slutter på søndag med en enkeltstart i Madrid.
/ritzau/