Sport - Ritzau

Odense-kvinder nedlægger tysk tophold i Champions League

Odense-kvinder nedlægger tysk tophold i Champions League

Odense-kvinder nedlægger tysk tophold i Champions League

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Champions League kvindehåndbold Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Odense tildelte Bietigheim det første nederlag i Europas største klubturnering, da fynboerne vandt 31-24.

Håndboldkvinderne fra Odense leverede søndag et fremragende resultat i Champions League.

På hjemmebane vandt fynboerne med 31-24 over de tyske mestre fra Bietigheim, der var ubesejret gennem halvandet år.

Gæsterne, der indtager førstepladsen i gruppe A, blev fra første fløjt tromlet ned af de velspillende værter.

Angrebsspillet flød, og forsvaret foran Althea Reinhardt stod solidt, hvilket gav en tidlig føring på 5-1 til fynboerne.

Odense kom også foran med 8-3 og 9-4, inden tyskerne begyndte at få bedre styr på spillet.

Bietigheims venstrefløj Trine Østergaard med en fortid i Odense fik reduceret til 8-11, og da Odense efterfølgende blev ramt af to tominuttersudvisninger i samme periode, begyndte det at se kritisk ud.

Det lykkedes dog i stedet Tonje Løseth at bringe Odense foran med 12-8 på et straffekast, inden Bietigheim fik reduceret til 9-12, inden udvisningerne løb ud og begge hold var fuldtallige.

Trine Østergaard voldte dog fortsat problemer, og med to scoringer i træk frem mod pausen fik hun reduceret til 12-13 for tyskerne, inden Trine Pedersen sørgede for en pauseføring på 14-12 til Odense.

Fynboerne kom stærkt ud til anden halvleg, og Mie Højlund fik scoret et par vigtige mål, som holdt Bietigheim på afstand.

Efterhånden blev tyskerne mere og mere febrilske, mens der var langt større træfsikkerhed på Odense-holdets forsøg.

Hjemmeholdet fik slået et hul på syv mål ved 24-17, og herfra var Odense-spillerne ikke til at ryste. Rikke Iversen scorede Odense sidste mål til 31-23, inden gæsterne fik reduceret i sidste sekund.

Bietigheim, der senest tabte en håndboldkamp i marts 2021, topper fortsat gruppe A med ni point, men Odense nærmer sig. Fynboerne har seks point på femtepladsen. Der er spillet 6 ud af 14 runder.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“