Sport - Ritzau

Odense slæber sig til favoritsejr i Skanderborg

Odense slæber sig til favoritsejr i Skanderborg

Odense slæber sig til favoritsejr i Skanderborg

Ritzau
Skanderborg
Zuletzt aktualisiert um:
Kvindehåndbold placeringskamp mellem Viborg HK og Odense Håndbold ved Santander Final4 i Blue Water Dokken i Esbjerg lørdag den 30. december 2023. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Det var med hiv og sving, Odense kunne smide to point i kufferterne og rejse hjem fra besøget i Skanderborg.

Odense-træner Ole Gustav Gjekstad fik aldrig sit hold til at toppræstere onsdag aften i Skanderborg, men det blev alligevel til to point.

Efter at have været bagud med to mål ved pausen gjorde gæsterne lige præcis nok til at kunne hjemtage en sejr på 34-33.

Det bringer dem op på 28 point, hvilket er to mindre end førerholdet Team Esbjerg, som onsdag slog Ringkøbing med 40-27. De vestjyske mestre har endda spillet en kamp færre.

Favoritterne fra Odense havde voldsomt svært ved at komme ud af starthullerne defensivt i Skanderborg.

15 scoringer før pausen af fynboerne var sådan set godkendt, men i modsatte ende hang forsvaret i laser, og hverken Yara Ten Holte eller Althea Reinhardt fik fat i noget som helst mellem stængerne.

Ændringen kom efter pausen, hvor landsholdskeeper Althea Reinhardt begyndte at tage lidt fra i målet. Det gav udslag på måltavlen øjeblikkeligt.

Fra 16-18 scorede Odense tre mål på stribe og var pludselig i front.

Det blev aldrig en kamp, hvor Odense ramte sit topniveau, men den grundlæggende kvalitetsforskel på holdene var alligevel nok til at sikre den ventede udesejr.

Skanderborg hang med til 28-29 seks minutter før tid, hvor et par redninger fra Althea Reinhardt gav gæsterne mulighed for at komme foran med tre mål.

Hjemmeholdet kom inden for et måls afstand igen og åndede fynboerne i nakken hele vejen til slutfløjt.

Det blev først afgjort med Dione Housheers mål til 34-32 mindre end et halvt minut før tid.

I Aarhus havde Ikast Håndbold ingen problemer med også at spille sig op på 28 point. Det blev til en sejr på 31-24 over Aarhus United.

København Håndbold nedlagde Viborg HK med 36-33, Silkeborg-Voel vandt 40-33 i Horsens, mens Sønderjyske og Bjerringbro delte pointene efter 31-31.

Endelig indkasserede Ajax København liganederlag nummer 16 ud af 16 mulige i sæsonen efter 20-35 ude mod Nykøbing Falster.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“