Sport - Ritzau

Økonomisk trængte Rødovre taber klart på hjemmebane

Økonomisk trængte Rødovre taber klart på hjemmebane

Økonomisk trængte Rødovre taber klart på hjemmebane

Ritzau
Rødovre
Zuletzt aktualisiert um:
Metalligaen: Rødovre Mighty Bulls - Esbjerg Energy Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Rødovre, der er hårdt presset økonomisk, tabte fredag aften med hele 2-7 på hjemmebane mod Rungsted.

Ishockeyklubben Rødovre Mighty Bulls har det seneste døgn været i fokus for alt andet end spillet på isen.

Fredag aften var det dog ishockeyen, der var i fokus, da Rødovre tabte klart 2-7 på hjemmebane til Rungsted.

Kampen blev samtidig udnyttet af hjemmeholdet til at samle ind blandt klubbens fans.

Torsdag rakte Rødovre hånden ud til offentligheden med ønsket om "en hjælpende hånd", da man mangler mellem 1 og 1,5 millioner kroner for at kunne klare sig gennem sæsonen.

Direktør Morten Nielsen har sagt, at klubben på den korte bane har brug for en økonomisk indsprøjtning.

Ved at købe en "folkeaktie" i klubben for 1000 kroner kunne fansene fredag støtte den økonomisk trængte klub.

Det startede ellers godt på isen for hjemmeholdet, der tidligt kom foran 1-0.

Rungsted fik dog svaret igen i første periode og gik til pause med 1-1 på måltavlen.

Anden periode var klart domineret af nordsjællænderne. Samtidig blev Rødovre flere gange sendt i straffeboksen, hvilket gæsterne straffede. Dermed kunne Rungsted gå til pause mellem anden og tredje periode med en 4-2-føring.

I tredje periode var der ingen tvivl om kampens udfald, og Rungsted var nådesløse over for Rødovre, hvilket betød, at gæsterne kunne vende retur til Nordsjælland med en 7-2-sejr.

Efter en lovende sæsonstart med tre sejre har Rødovre nu kun vundet én af sine seneste syv kampe og er som resultat heraf næstsidst i tabellen.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“