Sport - Ritzau

OL-duo rejser sig efter videokig: Signalbanerne var cuttet

OL-duo rejser sig efter videokig: Signalbanerne var cuttet

OL-duo rejser sig efter videokig: Signalbanerne var cuttet

Ritzau
Paris
Zuletzt aktualisiert um:
OL 2024: Roning, toer uden styrmand, opsamlingsheat (k) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fie Udby Erichsen og Lærke Rasmussen vandt mandagens opsamlingsheat og gik videre til OL-semifinalerne.

Finalehåbet lever fortsat for roerne Fie Udby Erichsen og Lærke Rasmussen ved OL i Paris.

De rutinerede danskere gik mandag videre fra opsamlingsheatet og sikrede sig en plads i semifinalerne i kategorien toer uden styrmand.

Kravet var en plads blandt de tre første både på vandet. Eller med andre ord måtte den danske båd bare ikke ende sidst blandt de fire både.

Avancementet var aldrig i fare. Udby og Rasmussen vandt heatet klart og tankede dermed samtidig lidt selvtillid.

De to danskere lagde moderat ud, mens spanierne stormede ud af starthullerne, men rutinen skinnede igennem, efterhånden som roerne nærmede sig målstregen.

Spanien gled tilbage, og danskerne distancerede alle konkurrenterne på deres vej til semifinalerne.

En tiltrængt succesoplevelse oven på den skuffende indledning på legene, hvor Udby og Rasmussen slet ikke fandt hinanden.

- Min præstation i går (søndag, red.) har jeg mest lyst til at glemme. Det betyder meget at komme ud og levere tættere på det niveau, jeg ved, at Lærke og jeg kan. Jeg er glad for, at vi har taget et step op ad stigen, siger Udby.

Efter det skuffende heat så de video af præstationen, og det bekræftede den mistanke, de havde. Nemlig den, at Fie Udby Erichsen var langt fra sit vanlige niveau.

- Jeg har ikke set mig selv ro sådan i mange år. Det var, som om signalbanerne var cuttet, og jeg var gået tilbage til den måde, jeg roede, inden Lærke og jeg blev sat sammen.

- Det var så frustrerende. Jeg kan næsten ikke beskrive det, beretter den erfarne roer.

Allerede søndag eftermiddag var roduoen på vandet igen for at genskabe timingen.

- Vi arbejder på at ramme hinanden, og det er hundrededele, man kan være "off". Det går lynhurtigt, og så rammer man ikke hinanden, siger Rasmussen.

39-årige Fie Udby er den mest rutinerede af de to. Hun er med til sit fjerde OL og har sølvmedaljen fra 2012 som sit største resultat.

Den ni år yngre Lærke Berg Rasmussen var en del af dametoeren, som i 2016 vandt bronze i Rio. Nu er spørgsmålet, om de to kan genfinde det høje topniveau på det helt rigtige tidspunkt.

I hvert fald er finalen igen inden for rækkevidde.

- Det, vi leverede, var ikke et mirakel. Det er bare det niveau, vi har. Men det er stadig ikke det topniveau, vi skal ramme, hvis vi skal i den finale, vurderer Udby.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“