Sport - Ritzau

Østrigsk selvmål hjælper Frankrig til åbningssejr

Østrigsk selvmål hjælper Frankrig til åbningssejr

Østrigsk selvmål hjælper Frankrig til åbningssejr

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Euro 2024: Austria - France Foto: Fabian Strauch/Ritzau Scanpix

På en dag hvor Kylian Mbappé var uskarp, skulle Frankrig bruge et østrigsk selvmål for at vinde EM-åbner.

Frankrig - en af EM's største favoritter - er i gang med slutrunden med en sejr.

Prangende var det ikke, men Frankrig hev en sejr på 1-0 hjem over Østrig i gruppe D.

I en kamp hvor Kylian Mbappé manglede skarphed på sine chancer, skulle der et østrigsk selvmål til for at afgøre kampen kort før pausen.

Dermed fører Holland og Frankrig som forventet gruppen med hver tre point foran pointløse Polen og Østrig.

Frankrig dominerede fra start, og slutrundens vel nok største stjerne Kylian Mbappé kunne have givet sit hold en drømmestart.

Efter otte minutter blev han sendt afsted på en friløbet, og han forsøgte at overliste Patrick Pentz i det korte hjørne, men Brøndby-keeperen havde luret det og reddede fornemt.

Østrig mødte de stærke franskmænd langt oppe på banen og arbejdede sig godt ind i opgøret.

Efter et mesterligt angreb var Østrig endda tæt på at komme foran efter 35 minutter, men den franske målmand Mike Maignan kom godt ud og blokerede for Christoph Baumgartners afslutning.

Østrig blev tydeligvis snydt for et hjørnespark i situationen, og ondt blev blot værre to minutter senere i den anden ende.

Mbappé var på spil i højre side og sendte bolden ind foran mål, hvor Østrigs Maximilian Wöber headede den i eget net uden chance for Pentz.

En kold dukkert for Østrig, der i den periode holdt Frankrig fra store chancer.

Det tvang Østrig frem efter pausen i jagt på udligning, og det gav plads til franske kontraangreb. På den konto fik Mbappé en friløber efter ti minutter, men han overplacerede forsøget i duellen med Pentz.

Det blev aldrig superstjernens aften. Efter 85 minutter hamrede han hovedet ind i en modstander i forbindelse med et indlæg og måtte forlade banen blødende.

Han sluttede endda kampen med et gult kort for at gå tilbage på banen uden at have fået lov, før han blev udskiftet.

Østrig jagtede efter bedste evne det ene point i slutfasen, men den helt store chance udeblev, og efter ni minutters tillæg kunne Frankrig fejre den smalle sejr.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“