Sport - Ritzau
Påvirket Bjerregaard har mange følelser efter andenplads
Påvirket Bjerregaard har mange følelser efter andenplads
Påvirket Bjerregaard har mange følelser efter andenplads
Lucas Bjerregaard er i første omgang skuffet over andenpladsen, men håber, at den kan være et vendepunkt.
Det var meget tæt på at blive et af de helt store eventyr i dansk golf, men Lucas Bjerregaard måtte takke til takke med en delt andenplads ved Danish Golf Championship.
Den 33-årige dansker førte med to slag til nærmeste forfølger inden sidste runde, men endte fire slag efter franske Frederic Lacroix efter en søndag i to slag over banens par.
- Der er rigtig mange følelser. Inden ugen havde jeg nok sagt ja til en andenplads, men nu havde jeg chancer til lidt mere, så jeg er skuffet.
- Jeg er glad for, at jeg ikke gik helt ned og fik sluttet godt af, men jeg ville gerne have givet danskerne, hvad de havde håbet på, siger Bjerregaard i en pressemeddelelse.
Den tidligere dobbelte vinder på DP World Tour forsøger at adskille sin person fra sine resultater, men det er svært.
- Det er resultaterne, folk måler mig på, så det gør sgu ondt nu. Jeg er sikker på, at om et par dage, så kan jeg se tilbage på en god uge, men i de her år har jeg lært at tage en dag ad gangen, og så må vi se, om det er et vendepunkt, eller hvilken vej, det går, siger Bjerregaard.
Bjerregaard var for få år siden blandt Danmarks allerbedste golfspillere, men mistede i slutningen af 2022 sit kort til DP World Tour, og i 2023 fortsatte nedturen på Challenge Tour.
Han har i de seneste måneder kæmpet sig tilbage med flere top 10-placeringer på Challenge Tour, men intet måler sig med andenpladsen på Lübker Golf og Spa Resort på Djursland.
Med præstationen er han i første omgang kvalificeret til næste turnering på DP World Tour, British Masters, der starter på torsdag.
Uanset fremtiden glæder han sig over den varme opbakning, han sammen med de andre danskere fik på Djursland.
- Op ad 18., da fik jeg kuldegysninger, det må jeg ærligt indrømme. Det er lang tid siden, der er nogen, der har heppet på mig.
- Jeg har følt mig meget alene, men der har været nogle gode venner og kolleger, der har været gode til at række ud til mig, og det betyder mere, end de aner, siger Bjerregaard.
Bjerregaard vandt en turnering på DP World Tour i både 2017 og 2018.
I 2019 var han blandt de 50 bedste på verdensranglisten og blev samme år nummer fire ved World Golf Championships i Texas i USA, hvor han undervejs besejrede både Henrik Stenson og Tiger Woods i et matchplay-format.
/ritzau/