Sport - Ritzau

Pochettino inden brag mod mestre: Vi føler os ikke som underdogs

Pochettino inden brag mod mestre: Vi føler os ikke som underdogs

Pochettino inden brag mod mestre: Vi føler os ikke som underdogs

Ritzau
London
Zuletzt aktualisiert um:
Premier League - Chelsea v Brentford Foto: Matthew Childs/Ritzau Scanpix

Chelsea føler sig aldrig som underdog - heller ikke når modstanderen hedder Manchester City, siger Pochettino.

Når man spiller i Chelsea, er det "umuligt" at se sig selv som underdogs.

Det er også, selv om modstanderen hedder Manchester City, har vundet mesterskabet fem ud af de seneste seks sæsoner, og sidste sæson gjorde stort set rent bord med en historisk treble.

Sådan lyder det fra Mauricio Pochettino, Chelseas cheftræner, der søndag står over den store opgave, det har vist sig at være at lægge en dæmper på Pep Guardiolas mandskab.

- I mine øjne er det det bedste hold. Det har den bedste trænerstab og den bedste manager, siger argentineren, der kom til Chelsea i sommer.

- Vi må være ærlige og sige, at det er en af de bedste organisationer i verden.

Pochettino siger, at Manchester City ligger på førstepladsen, fordi holdet gør det godt på alle ledder og kanter. Alligevel kan han ikke acceptere titlen som underdog op til opgøret.

- Chelsea har aldrig følelsen af at være underdogs, siger Pochettino.

- Følelsen er altid: Vi er Chelsea. Det er umuligt. Historien er der. Men jeg synes ikke, vi kan komme ud og sige, at vi er dagens store hold på søndag, siger Mauricio Pochettino.

Manchester City ligger på førstepladsen i Premier League og har indtil videre vundet alle kampe på nær to nederlag mod Arsenal og Wolves.

Chelsea er kommet knapt så godt i gang og befinder sig op til kampen mod City på en 10.-plads i Premier League med kun 4 sejre ud af 11 kampe.

Den ene af dem kom dog mandag aften i et brag mod Tottenham, der i den forbindelse måtte vinke farvel til førstepladsen efter et hektisk opgør, hvor de hvidklædte fra London indkasserede to røde kort og fire mål.

Opgøret mod Tottenham fangede da også Pep Guardiolas opmærksomhed. Spanieren var imponeret over Chelseas indsats, siger han.

- Jeg har set de sidste kampe. De er livlige, de har god kampgejst, de er aggressive og har gode spilmønstre. Kvaliteten er der. Det er en af de hårdeste kampe, vi har i denne her sæson, siger Guardiola.

- Men på samme tid skal vi være optimistiske. Vi er nødt til at holde vores spilniveau oppe, men før eller siden kommer Chelsea til at spille med om trofæerne. Det kan der ikke være tvivl om.

Han fortæller desuden, at muskelskaden, som John Stones pådrog sig i Champions League-opgøret mod Young Boys, ikke er så slem som først antaget.

Alligevel må den engelske midterforsvarer sidde ude i opgøret mod Chelsea. Til gengæld er der mulighed for, at Kevin De Bruyne, som startede sin Premier League-karriere i Chelsea, kan vende tilbage for Manchester City i kampen.

Kampen bliver spillet på Chelseas hjemmebane i London. Den fløjtes i gang søndag klokken 17.30 dansk tid.

/ritzau/AFP

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“

Kulturkommentar

Claudia Knauer
Claudia Knauer
„Verbindlich – Unverbindlich“