Sport - Ritzau

Pogacar udbygger forspring til Vingegaard i bjergslag

Pogacar udbygger forspring til Vingegaard i bjergslag

Pogacar udbygger forspring til Vingegaard i bjergslag

Ritzau
Pla d'Adet
Zuletzt aktualisiert um:
CYCLING-TDF-2024-STAGE14 Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix

Jonas Vingegaard tabte 43 sekunder til Tadej Pogacar, der vandt karrierens 13. etapesejr i Tour de France.

Tadej Pogacar (UAE) triumferede lørdag på den bjergrige 14. etape af Tour de France og udbyggede sit forspring til Jonas Vingegaard (Visma).

Danskeren kom i mål som nummer to 39 sekunder efter sloveneren, der stak af sted med 4,5 kilometer til målstregen på sidste stigning.

Vingegaard satte efter og virkede i første omgang til at holde trit, men sloveneren var stærkest og udbyggede støt sit forspring frem til målstregen.

Remco Evenepoel (Quick-Step) blev treer - omkring et halvt minut efter Vingegaard - og dermed passerede danskeren også belgieren i klassementet og er nu nummer to.

Inklusive bonussekunder udbyggede Pogacar sit forspring med 43 sekunder til Vingegaard, så der nu er 1 minut og 57 sekunder mellem duellanterne. Evenepoel er 2 minutter og 22 sekunder efter den gule trøje.

Søndag venter en på papiret endnu hårdere bjergetape. Her skal ryttere over fire kategori 1-stigninger, inden der er mål på Plateau de Beille, som er uden for kategori.

Udbryderne måtte lørdag igen kæmpe hårdt for at komme afsted, og først efter 97 af etapens 152 kilometer var et udbrud reelt cementeret. Det skete, da Magnus Cort (Uno-X) førte tre mand op til fire ryttere ude foran.

De otte mand blev siden til 23, da en stor forfølgergruppe med også Christopher Juul-Jensen (Jayco) rev sig væk fra feltet, før det omsider bakkede af.

Store dele af frontgrupperne var dog ansporet af sprintere, blandt andre også Jasper Philipsen og Biniam Girmay, der ville frem og høste point i den indlagte spurt.

Op ad Col du Tourmalet blev der således hurtigt sorteret i deltagerlisten, der talte 17 mand, og 19 hårde kilometer senere var frontgruppen tæt på halveret. Cort var dog stadig helt fremme, og feltet lå relativt konstant 4 minutter bagude i en længere periode.

I feltet styrede Tadej Pogacars UAE Emirates-mandskab tempoet, og det gav varslinger om angrebsplaner fra manden i den gule førertrøje.

Offensiven lod dog vente på sig. I stedet hev UAE stille og roligt udbryderne ind, mens feltet skrumpede. 1 minut og 20 sekunder var forspringet nede på ved foden af Pla d'Adet.

Ben Healy (EF) fra udbruddet gjorde et mere end hæderligt forsøg på at holde favoritterne stangen, men Pogacar sendte Adam Yates afsted som forpost, og han hentede forholdsvist hurtigt ireren.

Yates var til gengæld kun meget kortvarig en hjælp for Pogacar, da sloveneren satte sit angreb ind og kom op bagfra. Tempoet var ikke højt nok, og så kørte den gule trøje i stedet solo og vandt sin 13. etapesejr i Tour de France i karrieren.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“