Det danske herrelandshold i fodbold skal have en ny træner.

Efter 54 kampe med store højde- og lavpunkter undervejs meddelte Kasper Hjulmand fredag, at han trækker sig efter fire år i sit drømmejob, selv om han egentlig havde papir på to år mere i nationens til tider mest omdebatterede embede.

Hjulmand er mæt. Både af rampelys og landsholdsfodboldens lange læsepauser mellem eksaminerne, lader han forstå i sin officielle farvelbesked.

- Når jeg ser to år frem mod VM, kan jeg mærke, at det vil være bedst for holdet, at der kommer et nyt ansigt og nye idéer til, siger ekslandstræneren.

Fredagens uventede exit kommer på bagkant af en EM-slutrunde, der på mange måder var et sammenkog af Hjulmands tid som dansk landstræner.

Danskerne var modstandsdygtige og svære at spille imod, undervejs var der tegninger til noget rigtig godt, men da den europæiske top for alvor foldede sig ud, hang Hjulmands hold et skridt efter. Også selv om ekslandstræneren skød mod marginale dommerkendelser efter nederlaget til Tyskland i ottendedelsfinalen.

Han var ærgerlig og arrig.

Det står som kontrast til hans første landskamp i spidsen for Danmark for fire år siden. Dengang tabte Danmark også med 0-2 til et stærkt europæisk mandskab, Belgien. Men Hjulmand var optimistisk, forklarede han efter Nations League-nederlaget.

Han så opløftende tendenser i kampdata - hjørnespark, afslutninger, afleveringer på banens sidste tredjedel. Hjulmand kunne altid finde statistik til at underbygge sine argumenter eller affeje værdien af de statistikker, der pegede i en kedeligere retning.

Med et års forberedelsestid overtog han landsholdet efter en succesfuld tid med resultatorienterede Åge Hareide, Hjulmand skulle sørge for begejstring og mere underholdende (læs: offensivt) spil.

Ufrivilligt blev nordmandens overdragelsesgave en EM-billet, efter at coronapandemien skubbede europamesterskabet fra 2020 til 2021.

Slutrunden med gruppekampe i Parken blev et mindeværdigt kapitel i landsholdets historie.

Under særlige omstændigheder - Christian Eriksens hjertestop i Danmarks åbningskamp samt en festberedt befolknings kollektive mæthed af et coronarestriktivt liv - skrev landsholdet et sommereventyr og nåede en slutrundesemifinale for første gang siden triumfsommeren 1992. Fodboldfeberen var på sit højeste.

I 2021 blev dobbelt så mange nyfødte end året før navngivet Kasper med K.

Kasper Hjulmand var EM-holdets og sommerens samlende galionsfigur. Årets Leder, Årets Træner og en forside på "Alt for Damerne". Mere anerkendende og mangfoldigt bliver det næppe for en fodboldlandstræner.

Formet af en opvækst i det sindige Østjylland og et højskoleophold er Hjulmand kollektivist. Han tænker i helheder - også på vegne af dansk fodbold, som en naturlig arvtager for Morten Olsen, Hjulmands tidligere chef og kollega.

EM-succesen hjalp Hjulmands og DBU's projekt om at løfte børne- og ungdomsfodbolden i hele landet. Landstræneren bidrog selv ved at træne spillere og uddanne amatørtrænere.

I tillæg var Hjulmand en drivkraft bag 2.0-versionen af unionens "Den røde tråd", en strategimodel for elitespillerne på samtlige danske landshold. Ung som gammel. Pige som dreng. Kvinde som mand.

På banen fortsatte hans mandskab EM-takterne med en suveræn kvalifikation til VM i Qatar og to imponerende sejre over Frankrig i Nations League.

Den slags giver selvtillid. Før den omdiskuterede slutrunde i ørkenstaten i 2022 skrev Hjulmand gerne Danmark ind i turneringens favoritfelt. Som minimum en outsider, der kunne tillade sig at drømme stort.

Sådan gik det ikke. Vinterslutrunden blev en bragende fiasko, Danmarks dårligste VM nogensinde. Efter tre fantasiløse og uinspirerende gruppekampe rejste danskerne hjem med et point og et scoret mål. Av.

VM-skuffelsen blev fulgt op af et uforklarligt kollaps i Kasakhstan. Selv om landsholdet fik - og stadig får - fuld opbakning fra tribunerne, var stemningen omkring Hjulmand ved at vende.

Den indtil da så imødekommende landstræner gik hurtigere i forsvarsposition, og det fik han brug efter hakkende EM-kvalifikationskampe mod Nordirland, Slovenien og sågar San Marino, verdens dårligste landshold. Missionen lykkedes, optimismen var behersket, mandskabsdebatterne var vedvarende.

Var det nu rigtigt at blive ved med at udtage den samme store stamme af spillere, når et udpluk af dem fik flere minutter på bænken end på banen, mens andre spillere med rødbedefarvede pas åbenlyst var nærmere topformen?

Ja, for sammenhængskraftens og relationernes skyld, mente den 52-årige landstræner. Vennetjenester, skreg kritikerne.

15 af Danmarks 26 EM-spillere var også i den noget smallere trup til hans første landskamp fire år tidligere. Måske vidste Hjulmand allerede i starten af juni, at han ikke skulle stå i spidsen for et mindre, men tiltrængt generationsskifte i truppen.

Landsholdet drog til Tyskland med EM's tredjeældste hold, og en sådan prioritering stiller naturligvis krav til udtryk og resultater. Gaspedalen skal i bund, sagde Hjulmand før Danmarks EM-premiere. Der viste sig at være bøvl med koblingen.

For anden slutrunde i træk måtte holdet rejse hjem uden at have vundet og uden at blive savnet. Uafgjort mod sejlivede Slovenien, uafgjort mod det stjernespækkede og senere sølvvindende England, uafgjort mod primitive Serbien og et nederlag til værtsnationen Tyskland.

Et auf Wiedersehen til EM, og tre uger senere et auf Wiedersehen til Hjulmand.

Nu har Hjulmands trofaste højre hånd gennem alle fire landstrænerår, Morten Wieghorst, et halvt år og en Nations League-turnering til at overbevise DBU om, at vikaren stikker ud som den bedste kandidat i rekrutteringen af en ny landstræner.

/ritzau/