Verdens bedste cykelrytter er tilbage på Tour de France-tronen, og det er ingen overraskelse.

Der er trods alt en grænse for, hvor længe man kan holde verdens bedste cykelrytter væk fra toppen af sportens mest prestigefyldte sejrspodie.

Det lykkedes for Jonas Vingegaard i to år, og den præstation står kun i et endnu stærkere lys efter de seneste tre ugers anstrengelser i Frankrig.

Fra løbets anden dag i Bologna, hvor han tog førertrøjen for første gang, til sidstedagen i Nice har Pogacar sat streg under, at han er sin generations største cykeltalent.

En multikunstner, der brillerer i alle terræner, i alle discipliner, og uanset om vejen går op eller ned.

Han er den første i dette årtusind, der har vundet Giro d'Italia og Tour de France samme år. Begge med enorm sejrsmargin. På vejen har han vundet svimlende 12 etaper.

I dag glemmer man næsten, hvor stor usikkerhed, der var om Pogacars fysiske tilstand før Tour de France. Om han virkelig ville være i stand til at fastholde sin formtop i henved tre måneder.

Historien har vist, at det er en uhyre svær øvelse. Mentalt er det barske løjer at rejse fra Giroen i højdetræningslejr og derfra direkte videre til Tour de France.

Folk, der har fulgt ham tæt i Frankrig, har set en anden Pogacar i år. Mere fokuseret. Ikke så sprudlende og pjattende som tidligere.

Mellem etaperne i Tourens første halvdel virkede han decideret træt. Forståeligt nok med udsigt til flere ugers asen og masen i konstant søgelys, men usædvanligt for ham.

Meget tidligt i løbet afsluttede han de daglige pressemøder i den gule trøje efter ganske få spørgsmål. Det er normalt noget, der først sker i tredje uge, når den samme rytter har haft trøjen længe. En dag mødte han slet ikke op.

På første hviledag lignede han en hængt kat på sit videopressemøde midt på eftermiddagen, og han startede med at beklage sig over, at dagen snart var slut.

Det kunne være en af hans sædvanlige jokes, men sådan virkede det ikke. At han i de næste 15 minutter blev bombarderet med spørgsmål om Jonas Vingegaard, gjorde ham kun mere pirrelig. Selv Pogacar kan få nok.

Efter næstsidste etape talte han om, at han i år har følt sig under et "langt, langt større pres", efter at han ikke havde vundet løbet i to år.

Men hvis hovedet indimellem var træt, forplantede det sig aldrig til benene.

Pogacar gik gennem 21 etaper uden for alvor at være i problemer. Han vandt den afsluttende enkeltstart og fem bjergetaper. Han satte en håndfuld klatrerekorder undervejs og havde førertrøjen i 19 ud af 21 dage.

Det fremstår som en gåde, hvordan han på 11. etape først blev indhentet i vinderposition og siden overspurtet af Jonas Vingegaard.

Måske glemte han at spise undervejs. Måske var det bare en af hans sjældne dårlige dage. Men hvis Vingegaard her øjnede en sprække i Pogacars panser, blev den lynhurtigt lukket igen.

Det blev den eneste gang, den hårdt kæmpende titelforsvarer vandt en indbyrdes duel.

Pogacar fornemmede tidligt, at han havde overtaget i de højeste bjerge, som ellers har været Vingegaards domæne. Og den viden brugte han til at tage hævn for to års smertelige nederlag.

Opvisningen i fredags på Isola 2000 var det endelige dødsstød til både Vingegaard og Visma, hvad danskeren selv var den første til at erkende.

Pogacar kunne have kontrolleret etapen, holdt sine rivaler i snor og bevaret et komfortabelt forspring. Men sådan fungerer hans cykelhjerne ikke.

Da han mærkede, at Vingegaard ikke havde kræfter til at angribe, rejste han sig i sadlen og kørte væk.

Og for at understrege, hvem der bestemte, indhentede han også Vingegaards holdkammerat Matteo Jorgenson, der ellers var på vej mod etapesejr.

Først ødelagde han Vismas plan A. Derefter plan B.

Pogacars hunger efter at vinde har fået nogle til at kalde ham grådig. Men kan man fortænke en mand, hvis hele tilværelse er bygget op omkring et mål om at blive den bedste, i at forsøge at vinde, når han kan?

1. marts havde han 63 sejre på rekordlisten. Knap fem måneder senere står der 84.

Hans standardfrase efter ethvert løb er, at det var super, super hårdt. Det ser bare sjældent sådan ud.

Også i år har de rituelle dopingmistanker fået luft på sociale medier. Men fra Tour-pressen har spørgsmålene denne gang været få.

Måske skyldes det, at uanset hvor bemærkelsesværdige hans præstationer i Frankrig har været, er de blot en forlængelse af det, han har vist hele sæsonen.

I foråret vandt han Liège-Bastogne-Liège med halvandet minuts forspring. Han vandt Strade Bianche med tre minutter og Giro d'Italia med ti.

Om Jonas Vingegaard kunne have slået ham med optimal forberedelse, er et hypotetisk spørgsmål. Det ville under alle omstændigheder have krævet en helt exceptionel præstation.

Nu blev det, som det blev. Under vanskelige vilkår leverede Vingegaard et heroisk titelforsvar og fremhævede selv flere gange, at han målt på rå tal var bedre end nogensinde. Det var bare slet ikke nok.

En af Vingegaards sportsdirektører bemærkede forleden, at hvis dette er Pogacars normale niveau, bliver det umuligt for andre at vinde Tour de France de næste fem år.

Det har man dog hørt før. Blandt andet, da Pogacar vandt for anden gang i 2021, og da Egan Bernal to år tidligere blev yngste Tour-vinder i 110 år.

Der er ingen tvivl om, at Pogacars farverige og krævende kørestil har en pris. På et af sine mange pressemøder i Tour de France funderede han over, at der er en grænse for, hvor længe han kan blive ved at forbedre sig fra år til år.

Måske fornemmer han selv, at det bliver svært nogensinde at overgå denne fuldstændig utrolige sæson.

- Jeg nyder det her, så længe det varer, sagde han.

/ritzau/