Sport - Ritzau

Pressemøde i Brøndby fik dramatisk start

Pressemøde i Brøndby fik dramatisk start

Pressemøde i Brøndby fik dramatisk start

Ritzau
Brøndby
Zuletzt aktualisiert um:
Brøndby IF holder pressemøde Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

En brandalarm skabte forvirring, da Brøndby IF på et pressemøde præsenterede sin nye hovedaktionær.

Drama fra første minut. Det kunne næsten ikke være anderledes, da Brøndby IF fredag eftermiddag afholdt pressemøde for at præsentere sin nye amerikanske hovedaktionær, Global Football Holdings (GFH).

I måneder har der været spekuleret og diskuteret heftigt om et muligt salg af hovedparten af klubbens aktier, og dele af Brøndbys fans har udtrykt stor vrede over udsigten til, at klubben skulle overtages af en amerikansk flerklubsejer.

Derfor var det ganske symptomatisk, da klubformand og nu tidligere hovedaktionær Jan Bech Andersen blev afbrudt få sekunder inde i pressemødet med en alarm, der bad alle i rummet om at blive evakueret.

Efter godt fem minutters forvirring kunne pressemødet dog fortsætte, og Jan Bech kunne genoptage sin pointer om salget af hovedparten af sine aktier.

Bech regner med at komme til at eje mellem 15 og 20 procent af aktierne. Han understregede, at salget er kommet i stand på baggrund af et langt benarbejde, så den helt rette aktionær kom til traditionsklubben.

Uden for stadion var fans mødt op for at demonstrere deres utilfredshed med et langt banner.

- Fra amatørklub med lokal forankring til klub med landskendt ry og rygte til 14 procent af Global Football Holdings. Det er en mørk dag i Brøndbys historie, lød budskabet på banneret.

Scott McLachlan fra GFH blev på pressemødet spurgt ind til fankritikken, og han forsøgte at berolige med, at man ikke kommer til at ændre på klubbens værdier, logo eller klubfarve.

- Vi kommer med kapital, der kan hjælpe klubben til at nå sine ambitioner, sagde han.

Desuden tæller Global Football Holdings en kreds af folk, der kan hjælpe klubben på det sportslige plan qua deres erfaring med selskabets andre fodboldklubber, forklarede han.

- Det handler om fodboldrelaterede ting, og så skal vi forbedre infrastrukturen omkring klubben, sagde McLachlan.

Scott McLachlan kunne efter eget udsagn ikke nævne navnene på de i alt 14 personer fra selskabet, som bliver en del af fremtiden i Brøndby.

Amerikanerne er i forvejen involveret i klubberne ADO Den Haag i Holland, Waasland-Beveren i Belgien, AD Alcorcon i Spanien, Estoril fra Portugal, Augsburg i Tyskland, Real Salt Lake i USA og den engelske Premier League-klub Crystal Palace.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“