Sport - Ritzau

Randers-profil efter nederlag: Nu er vi pludselig skydeskiven

Randers-profil efter nederlag: Nu er vi pludselig skydeskiven

Randers-profil efter nederlag: Nu er vi pludselig skydeskiven

Ritzau
Randers
Zuletzt aktualisiert um:
Superliga: Randers FC - OB Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Randers FC tabte søndag vigtige point i bundstriden, og det frustrerer Randers-stopperen Daniel Høegh.

Tre nederlag og tre uafgjorte.

Det er facit i de seneste seks kampe for Randers FC, der søndag forlængede sin negative stime, da holdet tabte 0-1 på hjemmebane mod OB.

Nederlaget sender Randers ned på tiendepladsen i den tætte bundkamp, hvor holdet nu kun er to point over Vejle på den forkerte side af stregen.

Efter kampen blev Randers-stopperen Daniel Høegh spurgt ind til, om nederlaget af den grund gjorde ekstra ondt.

- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet. Den var vigtig her mod OB.

- Havde vi vundet den, så havde vi fået lavet lidt afstand og isoleret OB lidt dernede.

- Nu er det pludselig os, der er skydeskiven, og dem som de to hold under stregen kigger efter. Det er jo frustrerende, siger Høegh.

Randers' seneste sejr faldt 1. oktober, da mandskabet vandt 1-0 over Silkeborg i tiende spillerunde.

Efter den runde havde Randers syv point ned til stregen. Selv om det hul nu er nede på to point, så mener Daniel Høegh ikke, at nedrykningssnakken fylder i klubben.

- Nej, det fylder ikke. Vi er selvfølgelig realister, men også optimister. Men der, hvor vi må kigge os i spejlet, er, at vi kan ikke snakke om, at der er gode takter. Nu skal vi også have nogle resultater.

- Jeg står endnu en gang med følelsen af, at spillet er til mere, men på bundlinjen står der nul point. Det er for dårligt, og det skal vi forsøge at lave om på, så vi kan få noget bag ordene.

- Der er stadig mange kampe tilbage, inden regnskabet bliver gjort op, og der er lang tid igen. OB er kun et point over os, så allerede næste weekend kan det se anderledes ud igen, påpeger stopperen.

I næste spillerunde venter der Randers-holdet endnu en vigtig opgave i kampen om overlevelse i Superligaen, når Vejle kommer på besøg.

Daniel Høegh understreger vigtigheden af kampen, da han forventer, at Randers' nederlag mod OB kommer til at give Vejle tro på muligheden for endelig at komme op over stregen.

- Kampen er jo lige så vigtig eller vigtigere end kampen mod OB. Det er jo sekspointskampe.

- Jeg tror da, at Vejle kigger på vores kamp mod OB og har fået rigtig meget blod på tanden. De kan tage et stort skridt i den kamp, siger den 32-årige forsvarsspiller.

Den spændende bundkamp mellem Randers og Vejle spilles i Randers på fredag.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“