Sport - Ritzau

Rochef frygter pengemangel efter OL: Vi har jammerlige forhold

Rochef frygter pengemangel efter OL: Vi har jammerlige forhold

Rochef frygter pengemangel efter OL: Vi har jammerlige forhold

Ritzau
Paris
Zuletzt aktualisiert um:
Paris 2024 Olympic Games - Rowing Foto: Maxim Shipenkov/Ritzau Scanpix

Vi har i mange år bokset over vores vægtklasse, mener sportschefen for dansk roning, som tog tomhændet fra OL.

Nul medaljer og nul finaler.

Det er status efter de danske roeres indsats på det olympiske roanlæg i Vaires-sur-Marne lidt uden for Paris.

Det klart ringeste facit siden OL i 1992, hvor danskerne senest tog hjem uden medaljer, men ikke så overrumplende for sportschef i Dansk Forening for Rosport Thor Juul Kristensen.

- Vi er ikke overraskede over, at vores niveau ligger i det mellemlag, hvor vi tipper ind i finalerne, hvis alt går rigtigt, og hvis alle andre lever op til det, de skal, ender vi lige udenfor.

- Vi har klynget os til, at vi kunne løfte niveauet en tak højere, end det reelt er blevet løftet, siger han.

Sportschefen frygter, at der bliver afregnet ved kasse ét, når Team Danmark næste gang skal uddele midler til de forbund, man tror mest på.

- Ja, selvfølgelig. Team Danmark skal disponere de midler, de har, i retning af de steder, hvor chancen for medaljer er størst, konstaterer han.

Men økonomien halter i forvejen gevaldigt ifølge Thor Juul Kristensen. Han mener, at der er brug for mange flere ressourcer, hvis Danmark skal kunne være med internationalt.

- Det er kummerligt, sundhedsskadeligt og decideret jammerligt, hvad vi bor og ror i. Det er vores elitecenter. Vores stab, der skal stå for det hele, er så snæver, at vi ikke engang svarer til en lille dansk børnehave. Så forventer vi, at det skal kunne gøre sig i elitesport internationalt, siger han.

Han mener, at man fra politisk side bør prioritere sporten højere. Eksempelvis koster det 80 millioner kroner at få opført et tidssvarende elitecenter, nævner Thor Juul Kristensen.

- Vi står og måber over sammenlignelige nationer, som har totalt anderledes vilkår og økonomi i deres setup. Vi har kørt efter samme model ud fra samme ramme i 25-30 år. Det er uambitiøst og naivt, hvis vi drømmer om at blive ved med at blive begejstret over toppræstationer herude, siger han.

Sportschefen sad selv i guldfireren i de glade dage, hvor der stort set var garanti for danske medaljer.

Sådan er det ikke længere. Letvægtsfireren er fortid, og med Sverri Nielsens missede finale og formodede karrierestop er det svært at se, hvor medaljerne nu skal komme fra.

Thor Juul Kristensen erkender, at man i forbundet slet ikke har været dygtige nok til at finde nye, unge roere.

- Vi mangler en bredere trup. Vi har ikke atleter nok til at mikse og sætte sammen, så det klikker. Historien har været, at vi har fyldt bådene op med de atleter, der var. Der har ikke stået mange i kulissen.

- Jeg har set det som min hovedopgave at få bygget flere roere op, som har lyst til at jagte en olympisk karriere. Jeg tror, vi har gode chancer for at nå det til 2028.

- Vi har mange herrer, som står i kulissen, og så har vi fået hele kvindegruppen igennem med så mange debutanter, at de burde kunne bære et bedre afsæt ind i den næste olympiade, end hvad vi stod med i starten af 2022, vurderer han.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“