Sport - Ritzau

Rolle som wingback fik Vangsgaard til at skifte klub

Rolle som wingback fik Vangsgaard til at skifte klub

Rolle som wingback fik Vangsgaard til at skifte klub

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Women''s Football: Denmark - Belgium Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Amalie Vangsgaard gad ikke blive ved med at spille wingback i PSG, og derfor skiftede hun til Juventus.

En af hovedårsagerne til Amalie Vangsgaards dugfriske skifte fra PSG til Juventus er udsigten til en rolle på favoritpositionen som frontangriber.

For siden skiftet til PSG i januar 2023 havde Vangsgaard oftest spillet wingback, og det var ikke specielt motiverende.

- Jeg spillede meget som wingback i PSG det seneste år, og det er jo ikke min foretrukne position.

- Så vi blev enige om at se på, om der var andre steder, der passede bedre til mig. Det var der heldigvis i Juventus, siger Vangsgaard.

Hun talte med ledelsen i Juventus om sin kommende rolle, og det var nok til at overbevise hende.

- Skiftet er klart med henblik på positionen som angriber og ikke wingback. Så bliver det i hvert fald kun i nødstilfælde, at jeg skal spille wingback. Det er primært som 9'er. Det ser jeg frem til.

- Det er den position, der er sjovest at spille. Så det giver god mening, når de virker positivt stemt over for det. Det er værd at prøve, siger hun.

I tiden i Paris kæmpede hun for at spille angriber. Men der var mange andre dygtige spillere, der bød sig til fra blandt andet det franske landshold.

- I en klub som PSG er der vildt hård konkurrence på 9'er-positionen. Frankrigs angribere spiller i PSG, så det var lidt svært at konkurrere med. Det gav bedre mening at vise mig frem et andet sted, forklarer hun.

Vangsgaard talte med Sofie Junge, der tidligere har spillet i Juventus, om sit kommende klubvalg. Og i Juventus kender Vangsgaard schweizeren Viola Calligaris, der også lokkede danskeren til Torino.

Desuden tiltrak det Vangsgaard at spille under den nyansatte cheftræner, Massimiliano Canzi, hvor alle starter med samme udgangspunkt.

- Mit indtryk er, at Juventus er en god klub og en virkelig imødekommende klub, der tager godt imod nye spillere.

- Nu er der kommet en ny træner, så det er jo nyt for alle. Det bliver spændende, siger Vangsgaard.

Målet i den kommende sæson er klart, efter at AS Roma med Sanne Troelsgaard i truppen vandt det italienske mesterskab i den forgangne sæson.

- Vi skal vinde. Det ligger i klubbens DNA. Juventus har vundet masser af trofæer i de seneste år.

- Men det er fedt, at der er den konkurrence. Det betyder jo bare, at kvindefodbolden i Italien udvikler sig, og at det samme hold ikke vinder hver gang, siger Vangsgaard.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“