Hvad kan man forvente af en båd, hvor konstellationen af roere kun har konkurreret sammen i få måneder?

Det var tæt på umuligt at vide, og derfor tager roerne fra den danske otter heller ikke mandagens afklapsning ved OL i Paris så tungt.

Danskerne sluttede klart sidst - 23 sekunder efter Storbritannien, som vandt. Men det er ikke det, der fylder efter oplevelsen.

- Det føles så stort. Jeg er så glad og stolt og har ondt i benene og lungerne. Vi er OL-atleter nu. Det er så stort, siger Nanna Vigild.

Med sine 29 år hun alderspræsident på holdet, men det er mindre end tre år siden, at hun byttede vægtløftning ud med roning.

Vigild er derfor den med mindst erfaring i flokken, men hun kunne godt mærke, at det hele ikke spillede på vandet ved Vaires-sur-Marne Nautical Stadium, hvor konkurrenterne gled længere og længere væk.

- Der var nogle tekniske ting, der ikke sad lige i skabet, men jeg er stolt af, at vi alligevel knoklede, for det er stjernehårdt, når der ikke er både ved siden af.

- Det er en mental udfordring at holde sig selv oppe, forklarer hun.

Storbritannien, Australien og Canada var i en liga for sig, og det må man bare acceptere, påpeger Caroline Munch.

- Løbet gik ikke, som vi havde ønsket. Men det er nogle virkelig stærke nationer, og der er kun syv nationer med, så det er et hurtigt heat, lige meget hvad for et heat du er i.

- Bare at være her og få lov til at ro mod dem er kæmpestort.

- Vi havde ingen forventninger overhovedet, for det er meget få af bådene, vi havde roet mod. Det handlede bare om at gøre det så godt som muligt, siger hun.

Nu gælder det torsdagens opsamlingsheat, hvor de skal kæmpe for at blive en af de seks både i finalen.

Mandagens resultatmæssige øretæve har ikke fjernet håbet fra Nanna Vigild.

- Jeg tror altid på det. Man bliver nødt til at tro på det. Så kan det godt være, vi kommer supersidst. Sådan er det med elitesport, siger hun.

/ritzau/